Han fik smadret sit øje og så sin ven blive skudt: Nu vil Allan give tilbage med fødder der knuser

Allan Rostgaard forsøger helhjertet at gøre gode gerninger. Det kan være hans måde at søge syndsforladelse på.

Artiklens øverste billede

Han kigger op. Han når at se den komme. Så rammer flasken hans øje.

Han hører en høj lyd, og inden hans øje lukker, når han at se en blodstråle springe fra sit ansigt. Det er sidste gang, Allan ser på sit højre øje. Det, der for et sekund siden var inde i hans øje, hænger nu på hans kind.

En vagt hjælper Allan gennem menneskemængden og ind i en ambulance. Ba-bu, ba-bu til hospitalet. Allan bliver lagt i narkose i to dage, mens en tysk specialist, der er fløjet ind til lejligheden, forsørger at redde det ødelagte øje.

Allan Rostgaard er 18 år. Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Igen.

Det er til Rockshow i Aarhus i 1998, at Allan mister synet på sit ene øje.

Ølflasken, Allan bliver ramt af, er formentlig kastet efter vagter, der forsøger at holde en hidsig menneskeskare bag et hegn ved Tangkrogen. Personen, der kaster flasken, bliver aldrig fundet (det er måske meget godt).

Allan fortæller mig historien om den dag, han bliver halvt blind, første gang, vi snakker sammen. Telefonsamtalen varer 81 minutter.

Det vidner om en mand, der gerne vil snakke og en mand, der har noget på hjerte.

Allan har netop startet et voksenhold i taekwon-do i Sabro. Sidste sommer fik han banket et U15-hold op under Sabro IF Gymnastik. Med sort bælte, tredje dan, er Allan Rostgaard en kvalificeret instruktør.

Jeg ringer til Allan i forbindelse med en noget ophedet debat i den lokale facebookgruppe ”Sabro”. Flere beboere nær fritidsklubben Byggeren føler sig chikanerede af unge, der spiller bold og larmer til ud på natten.

Allan vil ikke kaste med snavs eller ”øffe bag en computer”, så klokken 23 en aften kører han i stedet hen til Byggeren for at mødes med de unge.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg kørte ud til, men jeg mødte fire rigtig søde danskere, der ikke var helt blege i huden. Det kan måske lyde voldsomt, når de råber på deres eget sprog sent om aftenen, men de var ikke ballademagere,” siger Allan Rostgaard til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

”De kunne godt sætte sig ind i, at det nok larmede. Jeg tror ikke, de vidste, at lyden var så høj 75 meter væk.”

Allan fortæller, at gruppen af unge tager hjem, da han gør. Det er omkring klokken 01 om natten.

Det er typisk Allan at gøre noget aktivt, når det handler om unge mennesker, der måske har brug for støtte.

”Man er nødt til at snakke lidt med dem. Man skal ikke skælde dem ud eller tale ned til dem, og man skal ikke møde op i en gruppe. Det vil de føle som en trussel,” siger han.

Da Allan møder de unge, er han iklædt en træningstrøje, der skriger, at han dyrker taekwon-do.

”Hvis jeg kan trække en eller to hen til klubben i stedet for at tosse rundt med en boombox til langt ud på natten, fortæller de måske om det til deres venner. Så kan jeg måske få flere til at se, at der findes en anden vej,” siger han til Lokalavisen Aarhus.

At finde en anden vej er et helt centralt emne i Allan Rostgaards liv.

Allan er født i Tilst, hvor han ifølge eget udsagn vokser op i et hårdt miljø. Han flytter sammen med sin mor til Sabro, da han er 12 år.

I Sabro bliver han venner med nogle unge gutter, der nok kan betegnes som utilpassede. De nye venner bryder sig ikke om Allans gamle venner i Tilst. Det er Sabro mod Tilst.

De kølige følelser mellem de to grupper unge udvikler sig til en slags ungdomsbandekonflikt, og Allan kender ”krigerne” i begge grupper.

”Det var en intern kamp, og vi var ikke til fare for andre, men det var virkelig, virkelig voldsomt. Jeg så en kammerat blive skudt i halsen med en gammel, gammel pistol. En anden blev slået i ansigtet med en oversavet billardkø, som nogen havde boret jern i enden på,” siger Allan Rostgaard til Lokalavisen Aarhus.

Med en højde på 157-158 centimeter som teenager er Allan ikke umiddelbart frygtindgydende.

”Så er det nemmeste at blive en lille voldspsykopat,” siger han.

Konflikten mellem de to grupper gør folk i Sabro bange, fortæller Allan. Der er meget frygt i byen, og ingen tager hånd om situationen, lyder det.

Som 20-årig er Allan en ”bøllebob”, og det samme er de fleste, han hænger ud med.

Han spiller meget fodbold, blandt andet på et hold, der træner ved Lisbjergskolen. En dag efter træning og omklædning åbner han lidt tilfældigt døren ind til en sal, han ikke før har været i.

Den handling kommer til at ændre hans liv permanent. I salen er instruktør Thomas Brandt ved at træne et taekwon-dohold.

”Thomas Brandt tog mig under vingen. Han gav mig noget at stile efter ud over ballade, og han har aldrig slået hånden af mig. Han er min mester den dag i dag. Thomas er alt det, jeg ikke var dengang,” siger Allan Rostgaard.

I dag er Thomas Brandt 48 år og chefinstruktør for ITF taekwon-do i Danmark samt præsident for IFT Danmark.

”Allan er ufattelig dedikeret, når han sætter sig noget for,” siger Thomas Brandt til Lokalavisen Aarhus.

Han beskriver Allan som et rigtig godt menneske. Et menneske, der føler sig forpligtet til at hjælpe andre, der har brug for det.

”Han har været en del igennem i sit liv, og han ved om nogen, hvad det betyder at blive set og spurgt ind til. Han ved, hvor vigtigt det er at komme ind i et positivt fællesskab,” siger Thomas Brandt og fortsætter:

”Han ser sin sport som en metode til at holde sig på rette vej, og han vil gerne give videre. Han vil gerne vise, hvad taekwon-do kan gøre for unge, der måske ikke har det så godt.”

I 2003 debuterer Allan på landsholdet i taekwon-do. Det sker i forbindelse med et verdensmesterskab i Grækenland.

”Taekwon-do har givet mig selvtillid. Det har gjort mig til et bedre menneske. Det er en livsstil. Det er sportens skyld, at mit liv ikke er faldet helt fra hinanden,” siger Allan Rostgaard.

Allan har gennem sit liv haft brug for hjælp til at holde sig på rette vej. Der har været nogle kedelige episoder i hans 20’ere og sågar 30’ere, forstår man.

”Jeg har mange skeletter i skabet. Jeg er kraftedme ikke nogen engel, men jeg kunne have undgået meget af den ballade, jeg har været ude i, hvis jeg havde startet med taekwon-do noget tidligere,” siger han.

Det liv, Allan har levet, har givet ar. Han lider af let PTSD og er førtidspensionist.

Det betyder, at han kan hellige sig sin mission.

”Jeg føler, jeg skylder Sabro. Jeg vil gerne give tilbage, og jeg føler, at jeg ved, hvordan jeg kan gøre det. Jeg vil gerne vil lære fra mig. Jeg vil gerne gøre gode ting for andre,” siger han.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen