Kvinde forsøgte at bide politibetjent

28-årig kvinde var bestemt ikke tilfreds med, at politiet tirsdag ransagede en lejlighed i den sydlige del af Aarhus

Artiklens øverste billede
Kvinde blev anholdt efter ransagning.

En kvinde endte med at blive anholdt og sigtet for forsøg på vold samt for fornærmelig tiltale mod en betjent, da politiet tirsdag formiddag var til stede i en lejlighed i den sydlige del af Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det var Østjyllands Politis specialpatrulje, der klokken 11.12 besøgte lejligheden, fordi betjentene havde mistanke om, at der blev handlet med narkotika på stedet. Da betjentene bankede på, blev døren åbnet af en 45-årig mand, der blev gjort bekendt med, at politiet ønskede at undersøge lejligheden lidt nærmere. I den mødte politiet også en 28-årig kvinde, som satte sig i sofaen sammen med manden, imens lejligheden blev ransaget. Politiets tilstedeværelse gjorde den 28-årige kvinde mere og mere ophidset, og da hun blev bedt om at udlevere nøgler til kælderrummet, kastede hun dem i hovedet på den ene af betjentene og råbte skældsord efter ham.

Mens to af betjentene sammen med den 45-årige mand gik ned i kælderen, blev de andre to betjente i lejligheden med den 28-årige kvinde. Her opstod der nogle uenigheder, da den ene betjent bad kvinden om ikke at tænde en cigaret, mens politiet var på besøg.

Kvinden ignorerede betjentens besked og tog alligevel cigaretten op til munden, hvilket fik betjenten til at tage fat i hendes hænder og bede hende om at slippe lighter og cigaret. Mens betjenten havde fat i hendes hænder, forsøgte kvinden ifølge politiet at bide ham i hånden. Hun endte derfor med at blive anholdt og sigtet, oplyses det i døgnrapporten.

jwh

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen