Hvad er der sket? Smukfests store maskot er væltet

Maskotten 'Festiwalther', der normalt står i rundkørslen mellem Vroldvej og motorvejen i Skanderborg, er af endnu ukendte årsager væltet

Artiklens øverste billede
Politiet ved endnu ikke, hvad der har fået den tunge skulptur til at vælte.

Hvad er der dog sket med 'Festiwalther'?

Det spørgsmål kan hverken Sydøstjyllands Politi eller Smukfest svare på, efter den store og tunge marmorskulptur, der plejer at stå i rundkørslen mellem Vroldvej og motorvejen i Skanderborg, er væltet.

Det skriver TV2 Østjylland.

"Jeg kan ikke sige, om det er forsætligt, eller om der er sket en skade derude. Vi undersøger det," siger Henrik Dam, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, til mediet.

Smukfest talsmand, Søren Eskildsen, ved heller ikke, hvad der er sket, men han oplyser til TV2 Østjylland, at 'Festiwalther' er blevet kørt på værksted, så skulpturen kan blive klar til sommerens festival.

'Festiwalther' har stået i rundkørslen på Vroldvej siden august 2019, men det skabte dog en del debat i lokalområdet, før placeringen blev gjort permanent. Det var nemlig ikke alle, der var lige begejstrede for maskottens placering. Den var på dagsordenen helt inde i byrådssalen, før skovtrolden fik lov til at blive stående i rundkørslen.

Årets Smukfest er desuden planlagt til at finde sted fra 4. til 8. august.

jwh

Læs også

Del artiklen