Arkivfoto

Arkivfoto

Politirapporten:

Udenlandske mænd med stjålne cykler i bagagerum anholdt

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Natten til torsdag kl. 03.01 blev en patrulje på Strandvejen i Aarhus opmærksom på en bil, der kørte lidt slingrende. Betjentene fik standset bilen med henblik på en rutinemæssig kontrol. I bilen sad der tre mænd, en 44-årig kroatisk mand bag rattet og to andre mænd på 36 og 46 år, der begge kom fra Serbien.

Da betjentene kiggede lidt nærmere på bilen kunne de se, at der bagi lå to låste cykler, som ingen af de tre mænd havde nøglerne til eller i øvrigt kunne redegøre for. De blev derfor alle tre anholdt og sigtet for tyveri af de to cykler.

Cyklerne blev kørt ind til politigården i Aarhus til nærmere undersøgelse og med henblik på udlevering til rette ejer.

Fik stjålet sit el-løbehjul, men fik det senere igen

Onsdag ved 9-tiden parkerede en 27-årig mand sit el-løbehjul ved Aldi på Grønnegade i Aarhus for at gå ind og handle. Han slukkede for løbehjulet med en app på sin telefon, så det ikke var muligt for andre at køre på det. Da han kort efter kom ud af butikken, kunne han dog konstatere, at løbehjulet var væk.

Da den 27-årige ved 19-tiden onsdag aften gik rundt i det samme område, kunne han på Kloster Torv se en mand, der stod med det forsvundne løbehjul. Den 27-årige mand tog kontakt til nogle vagter på stedet, der hjalp ham med at få fat i manden, der stod med løbehjulet. Via app’en på telefonen tændte den 27-årige for løbehjulet for at bevise, at det var hans.

Herefter blev der ringet efter politiet, der kort efter ankom til stedet. Den 34-årige mand, der var blevet fundet i besiddelse af det stjålne løbehjul, blev sigtet for tyveri, og den 27-årige mand fik sit løbehjul igen.

Kastede flasker efter folk i parken

Mandag kl. 15.01 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en borger, der havde set en mand gå rundt og kaste med flasker efter folk i byparken foran Musikhuset i Aarhus. Da politiet ankom til stedet havde en anden mand fået tilbageholdt den flaskekastende mand, der var meget aggressiv og råbte op. Den 37-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Havde en kniv og en joint på sig

Onsdag kl. 23.26 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en borger, der havde set syv personer, der tog ophold ved Brabrand Idrætshal på Engdalsvej i Brabrand. Borgeren syntes det var et mærkeligt tidspunkt at mødes på og syntes det virkede mistænkeligt og utryghedsskabende.

Der blev sendt en patrulje til stedet, hvor de tog kontakt til de unge mennesker. Den ene af dem, en 19-årig mand blev fundet i besiddelse af en ulovlig kniv og en joint, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven og for narkobesiddelse.

Brand i værksted

Onsdag kl. 07.21 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i et værksted under et beboerhus på Bispehavevej i Aarhus V. Da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet netop gået i gang med slukningsarbejdet, og fik hurtigt slukket ilden. Der var ikke personer i bygningen, og branden nåede heller ikke at sprede sig yderligere. De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden var opstået i træværkstedet i umiddelbar nærhed af et opmagasineringsrum. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

Færdsel

Onsdag kl. 07.36 skete der et færdselsuheld på Landevejen ved Orholt Allé i Tranbjerg. En 41-årig kvindelig bilist kom kørende ad Landevejen i sydlig retning og fortsatte frem for rødt lys i krydset ved Orholt Allé, hvor hun påkørte en anden bil, der blev ført af en 43-årig mand. Der skete betydelig materiel skade som følge af sammenstødet, men umiddelbart ingen personskade. Den 41-årige kvinde blev sigtet for at have kørt frem for rødt lys.

Onsdag kl. 07.42 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej ved Åbyhøjgård i Åbyhøj. I forbindelse med den tætte morgentrafik kørte en bus ud foran en bil ført af en 25-årig kvinde, der bremsede ned, hvorefter hun blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 40-årig mand. Sammenstødet skete med meget lav hastighed og medførte kun mindre materiel skade.

Onsdag kl. 16.51 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Sabro. En 18-årig mandlig bilist kom kørende ad Viborgvej mod øst, da han påkørte en forankørende bil, ført af en 78-årig mand, da denne holdt stille i forbindelse med kødannelse. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet. Den 18-årige mand blev sigtet for ikke at holde tilstrækkelig afstand til forankørende.

Onsdag kl. 20.36 blev en 26-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, besiddelse af narkotika med henblik på salg og for overtrædelse af våbenloven ved at være i besiddelse af en totenschlæger og en peberspray, da han blev standset i sin bil på Truevej i Brabrand.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Åbenrågade i Aarhus C begået mellem onsdag den 27/1 kl. 16.00 og torsdag den 4/2 kl. 12.00
  • På Åbenrågade i Aarhus C begået mellem fredag den 26/3 kl. 10.00 og lørdag den 3/4 kl. 16.00

Publiceret 08 April 2021 16:39