Arkivfoto: Rigspolitiet.

Dobbelt røveri i morges: Politiet jagter unge bevæbnede mænd - muligvis på røvertogt fra Aarhus

Kl. 0750 røveri i Shel /7-Eleven, Østergade, Nørresundby, hvor 2 yngre mænd - 15-18 år - med kniv truer sig til beløb fra kassen og 3 kartoner cigaretter. Løb fra stedet ad Ane Dams Gade. Iført mørkt tøj, hættetrøjer og sorte mundbind. Ingen tilskadekomne.'

Sådan lyder meldingen på Twitter fra Nordjyllands Politi, som lige nu jagter to unge mænd, som muligvis er på røvertogt fra Aarhus.

Røverne fra 7-Eleven er måske de samme, der nogle timer før begik et væbnet røveri mod en ung mand ved John F. Kennedys Plads i Aalborg, oplyser vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.dk.

Ved det røveri blev den unge mand også truet med kniv, men han havde ikke mange penge på sig.

Den unge mand, som blev udsat for røveriet, har oplyst til politiet, at han bemærkede de to unge mænd, da han kørte med togbus fra Aarhus til Langå og derfra med tog videre til Aalborg.

Politiet mener, at det måske kan være to unge, som er stukket af fra en ungdomsinstitution eller lignende og nu er på togt i Aalborg for at skaffe hurtige penge.

Derfor har Nordjyllands Politi været i kontakt med Østjyllands Politi i forsøg på at finde ud af, hvem de to gerningsmænd er, skriver Nordjyske.dk.

Publiceret 28 March 2021 11:10