Knallertfører på flugt fra politiet: Styrtede midt i vejkryds

Politiet eftersatte manden til fods, inden han blev fanget

Af
Jesper Gundorph

Politi Mandag aften klokken 23.55 opdagede politiet en 26-årig mand på knallert, som kørte på fortovet ved Spanien uden lys.

En patrulje eftersatte manden med udrykning, og de signalerede knallertføreren, at han skulle standse. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Knallertføreren ignorerede betjentene, og han drejede i stedet ned ad Kalkværksvej, hvor betjentene ikke kunne køre efter.

Den ene betjent steg ud og løb efter knallerten til fods, mens makkeren tilkaldte flere patruljer. Den løbende betjent mistede knallerten af syne, da den kørte mod Europaplads.

I mellemtiden havde en anden patrulje fået øje på knallerten, da den kørte ud i krydset ved Værkmestergade/Spanien.

Da knallertføreren fik øje på den tilkomne patrulje, forsøgte han at lave et skarpt venstresving, som fik ham til miste herredømmet, og han styrtede midt i krydset.

Knallertføreren løb fra knallerten og væk fra betjentene, men han blev dog indhentet og anholdt.

Den 26-årige mand blev sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.

Publiceret 02 March 2021 12:30