Havde 2,6 kilo kokain: 26-årig varetægtsfængslet

Politiet fandt en stor mængde stoffer og et større kontantbeløb i det sydlige Aarhus

Politi En 26-årig mand skal varetægtsfængles i fire uger. Det står klart efter et grundlovsforhør i Retten i Aarhus tirsdag formiddag.

Østjyllands Politi oplyser, at han mandag blev sigtet for besiddelse af 2,6 kilo kokain med henblik på videreoverdragelse og for at have medvirket til et biltyveri begået natten til mandag.

Manden blev anholdt på en adresse i det sydlige Aarhus. Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere nærmere, hvor anholdelsen fandt sted.

Udover narkoen fandt politiet også et større kontantbeløb.

Manden har ikke kæret fængslingen.

jg

Publiceret 02 March 2021 11:04