Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Politirapporten:

Knivrøvere på p-plads stak af med mands bil

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En 45-årig mand ringede onsdag kl. 19.52 til politiet og fortalte, at han netop var blevet udsat for røveri på en p-plads på Bjørnholt i Lystrup, hvor flere gerningsmænd havde truet ham til at udlevere sin bil.

Ifølge den 45-årige havde han lige parkeret sin bil, da et par biler holdt ind på pladsen, og nogle mænd steg ud. Den ene gik hen til den 45-årige og trak en kniv frem, mens han forlangte at få bilnøglerne.

Da den 45-årige havde afleveret sine nøgler, steg en af mændene ind bag rattet og kørte fra stedet sammen med de resterende mænd, som befandt sig i de to andre biler.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.

Havde hash i lommen og var efterlyst til fogedretten

Onsdag kl. 16.40 standsede en patrulje en bil på Hjortensgade i Aarhus C, fordi betjentene havde mistanke om, at føreren af bilen kunne være i besiddelse af narkotika.

Den 32-årige mand, der førte bilen, blev da også fundet i besiddelse af en mindre mængde hash i sin jakkelomme, og han blev derfor sigtet for narkobesiddelse.

Da det viste sig, at han også var eftersøgt til fogedretten blev han anholdt og fik lov at tilbringe aftenen og natten på politigården i Aarhus, hvorefter han torsdag morgen blev kørt i fogedretten.

Færdsel

Onsdag kl. 18.36 blev en 22-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Bispehavevej i Aarhus V.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Aarhus:

• På Molsgade i Aarhus C begået mellem tirsdag den 23/2 kl. 23.00 og onsdag den 24/2 kl. 07.30

• På Rørvangen i Lystrup begået mellem søndag den 21/2 kl. 11.45 og onsdag den 24/2 kl. 11.00

• På Marstrandsgade i Aarhus C begået mellem tirsdag den 23/2 kl. 16.30 og onsdag den 24/2 kl. 17.00

Publiceret 25 February 2021 16:06