En 5Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Hjælpsom borger sørgede for, at farlig spritbilist blev anholdt

27-årig mand reagerede hurtigt, da han så en spritbilist på de aarhusianske veje

"Tak for hjælpen!"

Sådan skriver Østjyllands Politi i torsdagens døgnrapport til en 27-årig mand, som natten til torsdag var medvirkende til, at politiet kunne få en farlig spritbilist af vejene.

Manden reagerede resolut og hurtigt, da han omkring klokken 04.20 så en bilist slingre rundt og køre ind i et skilt i krydset Paludan-Müllers Vej/Hasle Ringvej i Aarhus.

Da bilisten kørte videre i samme usikre stil efter sammenstødet med skiltet, ringede den 27-årige til politiet og kørte efter bilisten. På den måde kunne han guide en patrulje den rigtige vej, og da bilen holdt ind på en p-plads på Fjældevænget, stod der kort efter et par betjente på stedet.

De fik kontakt til den 50-årige mand, som havde kørt bilen, og han virkede særdeles påvirket af alkohol, hvilket en alkometertest også indikerede, at han var.

Han blev anholdt og sigtet for spritkørsel og fik foretaget en blodprøve, som skal fastslå hans promille.

ddp

Publiceret 25 February 2021 15:45