Arkivfoto: Øxenholt Foto

Arkivfoto: Øxenholt Foto

61-årig spritbilist fængslet: 

Vædrede patruljebil flere gange

En 61-årig mand er blandt andet sigtet for grov vold mod politiet

Østjyllands Politi fremstillede onsdag en 61-årig mand fra Harlev i grundlovsforhør. Han er sigtet for to tilfælde af grov vold mod tjenestemand, for at have lagt hindringer i vejen for politiets arbejde og for at have kørt bil, selvom han er frakendt førerretten.

Den 61-årige mand blev anholdt tirsdag aften, hvor han ved 18-tiden blev spottet af en patrulje, da han langsomt kom kørende ud fra en sidevej til Skibbyvej i Harlev. Patruljen kørte efter ham, da betjentene havde mistanke om, at han kunne være påvirket af spiritus.

Betjentene satte horn og lygter til for at vise, at han skulle køre ind til siden. Han kørte ind til en gårdsplads, patruljen kørte efter, og den ene betjent steg ud og løb hen til bilens førerside for at tage kontakt til manden, der fortsatte med at køre fremad med lav hastighed.

Betjenten løb ved siden af bilen, mens han bankede på ruden og råbte til føreren, at han skulle standse. Betjenten fik slået ruden i stykker, men den 61-årige mand fortsatte blot sin kørsel og drejede pludseligt hårdt til venstre, så betjenten fik skåret sin finger på den knuste rude og blev væltet omkuld. Betjenten, der sad i patruljebilen, kørte herefter selv efter bilen med horn og lygter tændt.

Den 61-årige mand kørte retur mod den vej, han var kommet fra, men kørte midt på kørebanen, så det ikke var muligt for betjenten i patruljebilen at komme op på siden af ham. Først efter noget tid kørte han over til siden, så betjenten kunne komme op på siden af ham, hvor hun med tegn og armbevægelser forsøgte at få ham til at standse bilen.

Han ignorerede betjenten og styrede i stedet sin bil mod patruljebilen, som han flere gange kørte ind i. Først da han var nået ind på en gårdsplads standsede han, og betjenten løb hen til førersiden, hvor den 61-årige mand steg ud og blev anholdt på stedet.

Den 61-årige mand blev også sigtet for spirituskørsel og for dokumentfalsk ved at have indregistreret bilen, han kørte i, i en andens navn. Bilen blev desuden beslaglagt med henblik på konfiskation.

Retten valgte ved grundlovsforhøret at varetægtsfængsle manden i fire uger. Kendelsen blev kæret til landsretten. 

jr

Publiceret 17 February 2021 11:43