Flere personer blev tirsdag aften og natten til onsdag anholdt i det vestlige Aarhus.

Flere personer blev tirsdag aften og natten til onsdag anholdt i det vestlige Aarhus. Foto: Øxenholt Foto

De blev anholdt ved politiets store aktion i det vestlige Aarhus

Betjente fra Østjyllands Politi har anholdt flere personer ved nattens aktion i det vestlige Aarhus

Østjyllands Politi oplyser onsdag i døgnrapporten, at flere personer blev anholdt i den politiaktion, der i løbet af tirsdag aften og natten til onsdag fandt sted i det vestlige Aarhus.

Omkring klokken 17.00 tog en patrulje kontakt til en gruppe mænd, som stod på Kappelvænget i Aarhus V. Mændene var utilfredse med politiets tilstedeværelse, og en 23-årig mand begyndte at løbe fra stedet, da betjentene ville snakke med ham. Han blev dog løbet op og anholdt, og da betjentene visiterede ham, fandt de en skarpladt pistol i hans jakke.

Under anholdelsen forsøgte flere af mandens venner at forstyrre og forhindre politiets arbejde. En mand tog blandt andet kortvarigt fat om en betjents hals, inden han stak af fra stedet, oplyses det i døgnrapporten.

En 21-årig mand forsøgte at bremse betjentene, da de løb efter den 23-årige, og han blev derfor anholdt og sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Han blev desuden sigtet efter kniv- og våbenloven, da han havde en kniv og en peberspray i lommen.

Anholdelserne af de to mænd skabte en ophidset stemning blandt flere andre personer, der råbte forskellige skældsord mod patruljen, som tilkaldte ekstra betjente. I den forbindelse blev en 26-årig mand anholdt og sigtet for at fornærme politiet. Under anholdelsen spyttede han efter en patrulje, og det kostede ham en sigtelse for forsøg på vold mod en betjent.

En 18-årig blev samme sted anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

En patrulje på Kappelvænget tog kort efter kontakt til en 21-årig mand, som sad i sin bil på Kappelvænget. Bilen blev ransaget, og betjentene fandt nogle ulovlige piller, som den 21-årige blev sigtet for at besidde.

Klokken 17.30 på Gudrunsvej i Brabrand fandt en patrulje under en ransagning af en bil en peberspray, som en 25-årig mand blev sigtet for at besidde. På samme vej blev der senere på aftenen fundet en kniv i en bil, som politiet ransagede. I den forbindelse blev en 19-årig mand sigtet.

Østjyllands Politi er nu ved at vurdere, hvorvidt der er nogle af de anholdte, der skal fremstilles i grundlovsforhør, oplyses det i døgnrapporten.

jwh

Publiceret 20 January 2021 12:48