Politirapporten:
Butikstyv havde portvin i ærmerne
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En vagt i Bruuns Galleri i Aarhus tilbageholdt søndag kl. 18.55 en 43-årig mand, som forsøgte at stikke af med stjålne varer fra Kvickly.
En medarbejder i butikken fattede mistanke til manden og kontaktede vagten, der holdt nøje øje med kunden. Da han så, at den 43-årige proppede en creme i lommen og gik gennem kassen uden at betale for den, tilbageholdt han ham.
Det viste sig, at den 43-årige havde gemt én flaske portvin i det ene jakkeærme og to flasker portvin i det andet. Oppe ved skuldrene i jakken havde han gemt syv pakker med opladerkabler til mobiltelefoner.
Da politiet kom frem, overtog de den 43-årige, der blev sigtet for butikstyveri.
Smadrede rude i bank og blev anholdt
Flere borgere kontaktede søndag kl. 15.10 politiet, da de så en 37-årig mand kaste sten på en rude til indgangspartiet i Danske Bank på Jægergårdsgade i Aarhus. En patrulje kom hurtigt til stedet, og de kunne konstatere, at ruden var ødelagt, og at manden stadig stod ved banken.
Vidnerne kunne bekræfte, at det var den 37-årige, der havde kastet stenene, og det erkendte han da også selv. Hans forklaring var noget usammenhængende, men han havde et udestående med banken, fortalte han.
Den 37-årige blev anholdt og sigtet for hærværk og kan formentligt også se frem til et erstatningskrav for den ødelagte rude.
Anholdt efter uro i lejlighed
Østjyllands Politi blev søndag kl. 23.44 kaldt til en lejlighed på Skanderborgvej i Aarhus C, hvor en 29-årig mand var voldsomt oprevet og kastede rundt med ting i hjemmet, som tilhører en bekendt.
En patrulje kørte til stedet, og da de parkerede ved lejligheden, blev de straks mødt af den 29-årige, der kom gående hastigt hen i mod dem. Han virkede aggressiv og ignorerede betjentenes formaninger om at blive på stedet og forholde sig i ro.
Da han gik helt tæt på en betjent, blev han anholdt, og selvom han gjorde kraftigt modstand, lykkedes det betjentene at få ham lagt i håndjern.
Han blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Færdsel
Søndag kl. 17.17 skete der et færdselsuheld på Tilst Søndervej i Tilst. En 38-årig kvindelig bilist blev påkørt bagfra, da hun var i færd med at dreje ind på en p-plads. Den anden bilist kørte efterfølgende fra stedet uden at give sig til kende. Den 38-årige blev kørt til skadestuen til tjek men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Aarhus:
• På Trepkasgade i Aarhus C begået mellem fredag d. 18/12 kl. 16.00 og lørdag d. 9/1 kl. 18.00
Publiceret 11 January 2021 19:46