Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Nyt alvorligt uheld i 'dødskrydset': Cyklist kørt på hospitalet

Fredag aften blev en cyklist ramt i det meget omtalte ringvejskryds

Så skete det igen.

Fredag eftermiddag gik det atter galt i lyskrydset Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej.

En cyklist er blevet kørt ned af en personbil.

"Der er ikke livsfare, men den ene part er kørt til skadestuen. Den anden er kørt fra stedet. Vi har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger om uheldet," skriver Østjyllands Politi.

Omstændighederne er endnu uklare, idet politiet ikke svarer på opkald, men på Twitter bekræfter man, at der er sket et færdselsuheld og oplyser, at cyklisten er kørt på hospitalet.

Den manglende kontakt til politiet betyder derfor også, at vi ikke ved, om "kørt fra stedet" betyder, at bilisten er sendt videre, fordi denne var uskadt og ikke havde begået lovbrud, eller om det betyder, at der er tale om en flugtbilist.

Den seneste tid har Lokalavisen Aarhus skrevet en del om det berygtede lyskryds i den vestlige del af Aarhus, efter en 23-årig kvindelig fodgænger 6. oktober blev påkørt og dræbt i krydset.

Dødsfaldet var det andet på få år. I 2018 blev en anden ung kvinde dræbt, da en bilist kørte over for rødt lys.

Flere politikere og lokale foreninger har efterfølgende opfordret til, at man gør noget ved det farlige kryds, og i forlængelse heraf har Østjyllands Politi haft særligt øget opmærksomhed og lavet adskillige trafikkontroller i området.

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

dp

Publiceret 04 December 2020 18:00