Arkivfoto.

Arkivfoto.

Politiet mødt af stenkast i Aarhus V

Betjente fra Østjyllands Politi blev mødt af utilfredshed, da de besøgte en café på Kappelvænget i det vestlige Aarhus

Østjyllands Politi har det seneste stykke tid haft fokus på en særlig café på Kappelvænget i det vestlige Aarhus. Mandag aften ved 21-tiden valgte betjene fra politiet atter at lægge vejen forbi caféen, oplyses det i dagens døgnrapport.

Personerne i cafeen var dog ikke specielt begejstrede for politiets tilstedeværelse, hvilket blev vist ved, at der blev kastet sten efter betjentene. Stenen ramte en politibil, men stenkasteren var hurtigt væk, og det lykkedes ikke betjentene at finde frem til stenkasteren. Sagen vil dog blive efterforsket med henblik på at finde frem til gerningsmanden, oplyser politiet.

Flere politipatruljer blev tilkaldt til stedet, hvor en hundepatrulje fik fat i to mænd på henholdsvis 24 og 27 år, der forsøgte at stikke af via en bagdør i caféen. Den ene, en 27-årig mand, blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og en peberspray. Han blev derfor sigtet for narkobesiddelse og for overtrædelse af våbenloven.

Betjentene gik herefter ind i selve caféen for at undersøge stedet nærmere. Der lugtede kraftigt af hash i caféen, hvor flere personer befandt sig. Der var dog ikke andre end den 27-årige mand, som blev fundet i besiddelse af narko. En 30-årig mand blev dog anholdt og sigtet for ikke at ville oplyse sin identitet trods flere forsøg fra betjentene. Betjentene fandt efterfølgende frem til hans identitet, hvorefter han blev løsladt og bortvist fra stedet.

Forud for politiets ransagning på stedet blev en 24-årig mand også bedt om at forlade området, hvilket han nægtede. Da manden fortsat nægtede at forlade stedet, blev han til sidst anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Der var i øvrigt tale om den samme mand, der søndag blev anholdt i forbindelse med et kontrolbesøg ved samme café.

jwh

Publiceret 01 December 2020 12:21