Mystiske GPS-forstyrrelser flere steder i Aarhus: Ulovlige jammere mistænkes
Måske har du også oplevet, at GPS-signalet forsvinder, når du kører rundt i Aarhus?
Næsten 2.000 gange registrerede Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering i 2019 forstyrrelser af GPS-signalet i Aarhus. Det er særligt langs vejen ved havnen og på de store indfaldsveje, at den er gal, skriver Aarhus Stiftstidende.
De kortvarige forstyrrelser foregår primært i dagtimerne, og styrelsen har mistanke om, at årsagen skal findes i såkaldte GPS-jammere, der er en lille elektronisk anordning, som udsender støjende radiobølger.
Styrelsen mener, at det er bilister, som har disse ulovlige jammerne installeret i deres køretøjer.
"Vi tror, det skyldes, at nogle ikke ønsker at blive overvåget - ikke fordi de er ude i et kriminelt ærinde, men formentlig fordi de bare ikke ønsker at bliver registreret på deres færden," siger landinspektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Casper Jepsen, til Aarhus Stiftstidende.
Østjyllands Politi bekræfter kendskabet til de ulovlige jammere overfor Stiften, men er ikke bekendt med, at det benyttes i større omfang.
Har du også oplevet at blive GPS-forstyrret i den aarhusianske trafik? Deltag i facebook-debatten nedenfor.
Publiceret 29 November 2020 13:52