Arkivfoto.

Arkivfoto.

Politirapporten:

40-årig mand ville slås med unge drenge i Aarhus C

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport for Aarhus

Politiet blev klokken 21.50 lørdag aften kaldt ud til Park Allé i det centrale Aarhus, da der var uro på stedet.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da patruljen ankom til stedet, fik den øje på en mand, der var ved at indlede sig i slagsmål med nogle unge drenge. Betjentene rettede henvendelse til manden, hvilket fik ham til at blive opfarende og råbe ”Fuck politiet og Fuck af”.

Politiet bad manden om at dæmpe sig, hvilket fik ham til at forsøge at presse sig væk, samtidig med at han stadig råbte ukvemsord.

Han blev herefter anholdt. Han var dog særdeles utilfreds med at skulle visiteres, hvilket fik ham til at true betjentene. Den anholdte, en 40-årig mand, blev herefter taget med til Politigården, hvor han fik lov til at være i detentionen. Han blev desuden sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste.

Døgnets øvrige hændelser

Gav betjente fingeren

En politipatrujle kørte natten til søndag klokken 02:40 ved Ceresbyen i Aarhus. Da den i området passerede en flok mennesker, valgte den ene af personerne at give patruljen fingeren.

Betjentene rettede derefter henvendelse til den pågældende, der viste sig at være en 25-årig mand.

Den 25-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, hvilket han erkendte, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Narko i kolonihave

Lørdag omkring klokken 23:00 var politiet til stede ved nogle kolonihaver på Spobjergvej i Brabrand, da der var kommet et anonymt tip om, at der muligvis blev indtaget/handlet narkotika i området.

Betjentene traf en 40-årig mand, der var i besiddelse af lidt hash og skunk, og en 63-årig mand, der var i besiddelse af hash.

Begge mænd blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, oplyses det i døgnrapporten.

Færdsel

Politiet standsede lørdag aften omkring klokken 22:14 en personbil på Spobjergvej i Brabrand. Bilen blev ført af en 26-årig mand, der var frakendt førerretten.

Den 26-årige mand blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Indbrud

Krekærunds Allé, 8340 Malling, sket mellem 22/11/2020 03:05 Til 22/11/2020 03:05

Rydevænget 8210 Aarhus V, sket mellem 20/11/2020 14:20 Til 21/11/2020 00:40

Ydunsvej 8230 Åbyhøj, sket mellem 10/11/2020 17:00 Til 21/11/2020 14:00

jwh

Publiceret 22 November 2020 16:52