Politiet formoder, at brandene på p-pladsen blev påsat. Arkivfoto: Øxenholt Foto

Politiet formoder, at brandene på p-pladsen blev påsat. Arkivfoto: Øxenholt Foto

Formentlig påsat:

Biler futtet af på parkeringsplads

Politi og brandvæsen måtte rykke ud til to bilbrande på samme p-plads. Nu søges der vidner

To gange i løbet af onsdag aften fik Østjyllands Politi anmeldelse om, at der var brand i biler i Tranbjerg.

Første anmeldelse kom klokken 13.40, hvor en bil på en parkeringsplads på Østerby Allé i Tranbjerg stod i flammer. Da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet allerede færdig med at slukke branden.

Der havde ikke været ild i bilens kabine, men der var smadret en siderude i bilen, der holdt ved siden af. Det var umiddelbart uklart, hvordan branden var opstået.

Godt otte timer senere - klokken 21.31 - fik politiet endnu en anmeldelse om, at der var brand i en bil på den samme parkeringsplads. Nu var det den bil, hvor der tidligere var blevet smadret en rude, der var ild i.

Brandvæsnet ankom atter til stedet og fik ilden under kontrol, men bilen udbrændte delvist. Det var heller ikke her muligt at afklare, præcist hvor eller hvordan branden var opstået.

Østjyllands Politi formoder, at der i begge tilfælde har været tale om en påsat brand, og politiet vil derfor gerne høre fra eventulle vidner, der i løbet af aftenen kan have set en eller flere personer, udvise interesse for de parkerede biler.

dp

Publiceret 19 November 2020 11:32