Foto: Rigspolitiet

Kvinde så sin cykel til salg på nettet: Så lavede hun en aftale med politiet

En 28-årig kvinde fik i tirsdags stjålet sin cykel. Dagen efter så hun på nettet, at cyklen var sat til salg, så hun kontaktede politiet og aftalte med politiet, at hun skulle sætte et møde op med sælgeren.

De aftalte at mødes onsdag eftermiddag på en adresse i det nordlige Aarhus, men sælgeren blev næppe glad, da kvinden dukkede op sammen med politiet, der sigtede ham for at have stjålet cyklen.

Den 21-årige mand erkendte tyveriet, og da betjentene kiggede nærmere på hans lejlighed, fandt de endnu en cykel, som han også blev sigtet for at have stjålet.

Politiet fandt desuden en mindre mængde hash, så han blev også sigtet for narkobesiddelse.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 19 November 2020 19:04