Tre gange blev en redningshelikopter over Aarhus generet af grønt laserlys. Modelfoto:

Tre gange blev en redningshelikopter over Aarhus generet af grønt laserlys. Modelfoto: Adobe Stock

45-årig mand sigtet:

Generede redningshelikopter med laserlys

Politi og helikopter fandt frem til mand, som havde siddet i sin bil med en laserpen

En 45-årig mand er blevet sigtet for tre gange at bringe andres liv og førlighed i fare, efter han onsdag aften generede en redningshelikopter gentagne gange med laser.

Piloten i en af Forsvarets redningshelikoptere blev generet af et grønt laserlys, som nogen pegede mod helikopteren, mens den fløj omkring Aarhus Universitetshospital i Skejby. Første gang var omkring klokken 20.42, hvor helikopteren var i færd med at flyve fra hospitalet.

Piloten kunne dog ikke umiddelbart lokalisere stedet, hvor laserstrålen kom fra.

Da helikopteren kom tilbage efter en ny opgave omkring klokken 22.15, dukkede det grønne lys op igen, og da piloten var i færd med at flyve fra heliporten nogle minutter senere, blev der atter peget med laser gennem vinduerne.

Denne gang fandt mandskabet ud af, at laserlyset kom fra en bil på en parkeringsplads på Palle Juul Jensens Boulevard.

Politiet blev kontaktet, og en patrulje fik en medarbejder i helikopteren i røret på vejen derud. I mellemtiden begyndte bilen at køre fra stedet, og piloten fulgte efter, så patruljen kunne ledes på rette vej.

I krydset Paludan Müllers Vej/Herredsvej fik patruljen kontakt med bilen. Bag rattet sad en 45-årig mand, og i hans lomme lå en laserpen, der lyste grønt.

Den 45-årige forklarede, at han havde siddet og leget lidt rundt med sin laserpen, og at han ikke vidste, at lyset uheldigvis havde rettet sig mod helikopteren - tre gange.

Han blev dog alligevel anholdt og sigtet.

dp

Publiceret 29 October 2020 12:12