Arkivfoto

Arkivfoto

To flugtbilister på 20 minutter: Efterlod påkørte kvinder koldt og kynisk

Ikke blot én men to gange valgte bilister at køre fra uheld, hvor cyklister var blevet påkørt fredag. Det oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.

Klokken 13.25 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Egå, da en mandlig bilist i sølvgrå personbil ikke overholdt sin vigepligt. En 63-årig kvindelig cyklist væltede og pådrog sig hudafskrabninger i faldet. Bilisten kørte i fuld hast væk fra stedet uden at standse og se til kvinden.

Præcis 20 minutter senere var den gal igen. Denne gang på Rosenvangs Allé i Højbjerg, hvor en 46-årig kvindelig cyklist blev påkørt af en mandlig bilist. Bilisten svingede sin bil ind på Vidtskuevej og ramte kvinden med sit sidespejl. Også her valgte bilisten blot at køre fra stedet uden at give sig til kende, oplyser politiet.

Oplysninger fra vidner kan gives til Østjyllands Politi på telefon 1-1-2.

jn

Publiceret 24 October 2020 13:34