Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Politirapporten:

Betjente måtte mægle i mærkværdig bilhandel

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Tirsdag kl. 21.30 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 30-årig mand fra Ringsted, der ønskede politiets hjælp i forbindelse med en bilhandel, der ikke var gået helt som planlagt.

Den 30-årige mand havde fundet en bil til salg via Den Blå Avis og havde overført 500 kroner til sælgeren som depositum, inden han satte kursen mod Risskov, hvor bilens ejer befandt sig.

Da den 30-årige køber ankom til Risskov, viste det sig dog, at bilen var i noget ringere stand, end sælgeren havde oplyst, idet både bremser og styrtøj ikke virkede. Den 30-årige mand har oplyst til politiet, at han oplevede, at sælgeren var meget frembrusende og pressede på for at få gennemført handlen.

Sælgeren krævede kontant betaling, og den 30-årige mand havde i første omgang udleveret pengene, men han ønskede ikke at købe bilen, som han mente var uforsvarlig at køre i. Sælgeren nægtede dog at tilbagelevere pengene og var blot kørt fra stedet uden at ville tale mere med køberen, der i stedet kontaktede politiet.

Kort efter fik en patrulje kontakt til den 55-årige sælger, der nu indvilligede i at betale pengene retur.

Færdsel

Tirsdag kl. 08.21 skete der et færdselsuheld på Genvejen ved Hasselager. En 69-årig mand kom kørende på sin motorcykel, da han, muligvis på grund af for lavt blodsukker, mistede herredømmet og væltede ud i rabatten. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.

Tirsdag kl. 14.05 skete der et færdselsuheld på Brobjergvej i Egå. En 57-årig kvindelig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt i krydset ved Brovej og påkørte derved en 38-årig mandlig cyklist, der kom cyklende på cykelstien langs Brovej. Cyklisten blev tilset i en ambulance, men slap umiddelbart med småskrammer. Den 57-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 19.00 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, manglende registrering af køretøj og manglede forsikring, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby J.

Tirsdag kl. 19.23 skete der et færdselsuheld på Axel Gruhns Vej i Højbjerg. En 75-årig mandlig bilist blev påkørt af en sort BMW, der kom kørende ad Bjødstrupvej. De to parter var i færd med at udveksle forsikringsoplysninger, da føreren af BMW’en pludselig kørte fra stedet. Den 75-årige mand fik dog noteret registreringsnummeret på bilen, og politiet har formodning om, hvem der kørte i den. Der skete umiddelbart ingen personskade ved uheldet.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • I Munkeparken i Egå begået tirsdag den 20/10 mellem kl. 10.00 og kl. 12.00
  • I Hasselhaven i Lystrup begået tirsdag den 20/10 mellem kl. 08.00 og kl. 14.45
  • På Damtoften i Viby begået tirsdag den 20/10 mellem kl. 07.00 og kl. 15.50
  • På Oehlenschlægersvej i Åbyhøj begået tirsdag den 20/10 mellem kl. 07.30 og kl. 20.55
  • På Chr. Winthers Vej i Åbyhøj begået tirsdag den 20/10 mellem kl. 12.40 og kl. 21.30

Publiceret 21 October 2020 19:14