Øxenholt Foto

Stor politistyrke mødte op: Begravelse af skuddræbt forløb fredeligt

Flere end 200 ville gerne ind til en begravelse af en 21-årig mand på Vestre Kirkegård i Aarhus. Men forsamlingsloftet er blevet håndhævet uden uroligheder, siger politiinspektør

Af
Esben Larsen Mikkelsen

Henrik Grønwald og Henrik Skytte Nielsen

JP Aarhus

Alt er indtil videre forløbet tilfredsstillende til en begravelse på Vestre Kirkegård af en 21-årig mand med somalisk baggrund. Han døde efter at være blevet ramt af skud den 25. september ved Kappelvænget i Aarhus Vest, og det var forventet at begravelsen ville tiltrække mange gæster.

Det er også sket, men ifølge politiinspektør hos Østjyllands Politi Brian Voss Olsen, har det været muligt at opretholde forsamlingsloftet.

"Der mødte flere op end 200, så der var en del, der ikke kom ind. Men hvad jeg er bekendt med, er det forløbet uden problemer. Det er rigtig tilfredsstillende," siger han.

Vestre Kirkegaard er omkranset af et højt metalhegn og ved indgangen sørger mindst 25 betjente for, at forsamlingen ikke overstiger 200.

Øxenholt Foto

Brian Voss Olsen vil ikke ud med præcist, hvor mange betjente, der er til stede ved begravelsen. Han forklarer dog, at politiet har taget højde for truslen fra den aktuelle bandekonflikt i Aarhus, og at forsamlingsbestemmelserne skal håndteres.

"I udgangspunktet er det arrangørernes ansvar, at der kun kommer 200 gæster. Vi kan så komme med bødeblok, hvis der konstateres for mange," siger Brian Voss Olsen.

Politiinspektøren understreger, at politiet har været i dialog med både arrangørerne af begravelsen samt Aarhus Kommune, der ejer Vestre Kirkegård. Det er således Aarhus Kommune, der står for hegnet, der omkranser kirkegården.

Ifølge JP's udsendte reporter på stedet var det imamen, der tog hånd om tilstrømningen til begravelsen. Der skulle således have været mindst 100, som ikke fik lov at komme ind. Ifølge imamen, der ikke ville fortælle sit navn til JP, prioriterede man først og fremmest familien til den 21-årige dræbte somalier.

Imamen holdt derefter en meget følelsesladet tale til de mange deltagere i begravelsen. Imamen opfordrede i stærke og højrøstede vendinger alle, der bare måtte vide det mindste om drabet, til at henvende sig til politiet med oplysninger. Drabet formodes at være sket som led i den verserende bandekonflikt i det vestlige Aarhus.

I august blev det netop da indførte forsamlingsforbud på 200 brudt ved begravelsen af en 22-årig skuddræbt aarhusianer på Vestre Kirkegård i det vestlige Aarhus. Ifølge Jyllands-Postens reporter dukkede omkring 400 mennesker op til begravelsen. Selvom Østjyllands Politi adskillige gange bad deltagere om at forlade stedet, vendte flere tilbage til begravelseshandlingen.

Hændelsen førte til skarp kritik fra bl.a. borgmester Jacob Bundsgaard (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S). Abu Khaled, imam ved Fredens Moské i Brabrand og begravelsen, oplyste, at han ikke havde indflydelse på besøgstal eller det praktiske arrangement. Østjyllands Politi har efterfølgende rejst sigtelse mod seks personer. To for at arrangere og deltage i et arrangement med for mange gæster, og fire for blot at deltage. Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til, om der skal rejses tiltale.

Dagen inden den omdiskuterede begravelse i august sendte det såkaldte Gellerupparkens civilsamfundsberedskab en besked ud på de sociale medier om, at højst 200 måtte deltage ved begravelse, og gæsterne skulle lytte til politiet, hvis der kom for mange. Det skete efter, at politiet havde kontaktet beredskabet.

Øxenholt Foto

Samme besked er ikke sendt ud op til torsdagens begravelse, da beredskabet ikke er blevet kontaktet af arrangør eller politi.

"Sidste gang kom meldingen om forsamlingsforbuddet meget sent til folk. De havde ikke lagt mærke til det, og det var svært at forhindre gæster fra København eller Berlin i at deltage i begravelsen. Nu kender alle til reglerne," forklarer Simon El-Zeinab, koordinator for beredskabet, som består af frivillige foreninger, der supplerer det offentlige beredskab – bl.a. politi, gadeplans- og socialmedarbejdere.

I de seneste to uger har han deltaget i tre muslimske begravelser, uden at forsamlingsreglerne blev brudt, ligesom stort set alle bar mundbind.

"Men det var ældre mennesker. Denne gang bliver en ung person begravet, og så er erfaringen, at der kommer rigtig mange især unge mennesker, som generelt ikke holder sig helt så meget til reglerne," siger Simon El-Zeinab.

Publiceret 08 October 2020 15:55