Politirapporten:

Fandt sin stjålne racercykel på Den Blå Avis - lavede aftale med 15-årig sælger

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En 31-årig mand kontaktede mandag politiet, da han opdagede, at hans racercykel, som var blevet stjålet, var sat til salg på Den Blå Avis. Den 31-årige tog kontakt til sælgeren og aftalte at mødes. En patrulje mødte op på det aftalte tidspunkt mandag eftermiddag og mødte her den dreng, som havde sat cyklen til salg. Han kunne fortælle, at cyklen var sat til salg for en ven – en 15-årig dreng.

Patruljen kørte derfor hen og fik en snak med den 15-årige og dennes mor. Den 15-årige fortalte, at de havde fundet cyklen ved en container i fredags og havde besluttet sig for at sælge den. Den 15-årige blev sigtet for hæleri.

Stak af fra politiet med narko i lommen

Natten til tirsdag kl. 00.13 kørte en patrulje rundt ved Torpevænget i Aarhus V. Her mødte de en 22-årig mand til fods, som de gerne ville i kontakt med. Trods flere formaninger om at standse, forsøgte den 22-årige dog at stikke af. Betjentene eftersatte ham og indhentede ham kort efter, og i hans jakkelomme fandt de en pose med en mindre mængde narko. Den 22-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narko.

Sigtet for narkobesiddelse

En opmærksom borger gjorde mandag politiet opmærksom på mistanke om, at der blev solgt narko fra en bil ved Århus Kollegiet i Brabrand. En patrulje tog derfor mandag eftermiddag kl. 17.59 hen til stedet, hvor de ganske rigtig fandt bilen.

I bilen sad tre mænd på hhv. 22, 19 og 26 år. I lommen på den 26-årige fandt betjentene en mængde narko, og han blev derfor sigtet for narkobesiddelse.

Færdsel

Mandag kl. 12.58 skete der et færdselsuheld på Egå Havvej i Egå. En 77-årig mandlig bilist blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 33-årig kvinde. Kvinden blev sigtet for ikke at holde nok afstand til forankørende.

Mandag kl. 21.20 skete der et færdselsuheld på Gudrunsvej i Brabrand. En 28-årig mand blev påkørt af en anden bil, hvorefter føreren af den anden bil stak af fra stedet.¨

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Aarhus

På J. Søndergaards Vej i Højbjerg begået fredag den 25/9 kl. 14.00

På Dr. Margrethes Vej i Aarhus N begået mandag den 28/9 mellem kl. 01.00 og kl. 08.00

På Bakkefaldet i Aarhus V begået mellem søndag den 27/9 kl. 09.00 og mandag den 28/9 kl. 13.30

På Paludan-Müllers Vej i Aarhus V begået mellem torsdag den 24/9 kl. 14.00 og mandag den 28/9 kl. 14.00

På Bispevej i Viby J begået mellem tirsdag den 22/9 kl. 16.00 og torsdag den 24/9 kl. 16.00

På Viborgvej i Aarhus Vest begået mandag den 28/9 mellem kl. 06.30 og kl. 15.30

På Fuglesangs Allé i Aarhus Vest begået mandag den 28/9 mellem kl. 14.40 og kl. 16.30

På Anker Jensens Vej i Åbyhøj begået tirsdag den 29/9 kl. 01.56

Publiceret 29 September 2020 20:32