Modelfoto

Kærestestrid tog voldsom drejning: Ung mand kørt ned bevidst

En uoverensstemmelse om kæresteforhold udviklede sig onsdag eftermiddag voldsomt.

Her blev en 19-årig mand forsætligt påkørt af en bil med en 22-årig mand bag rattet. Årsagen til den voldsomme opførsel var angiveligt "uoverensstemmelser om kæresteforhold", oplyser pressemedarbejder Janni Lundager fra Østjyllands Politi uden at ville uddybe tvisten.

Ved påkørslen faldt den 19-årige mand ned på noget græs og blev beskidt på den ene skulder, ligesom han klagede over smerter i det ene ben. Han har desuden forklaret politiet, at den 22-årige havde en kniv på sig og havde vist den til ham.

Episoden skete på Lille Elstedvej i Lystrup og blev anmeldt af den 19-årige onsdag klokken 16.47. Politiet fandt den 22-årige mand på Steen Billes Torv på Trøjborg, hvor han erkendte påkørslen og at have haft en kniv på sig og vist kniven til den 19-årige.

Den 22-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for grov vold og for overtrædelse af knivloven.

jr

Publiceret 24 September 2020 13:50