Årslev Kro.

Årslev Kro. Foto: Google Maps

Politirapporten: Krogæst skred fra regningen

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 15. september 2020

Krogæst efterlod regning

Mandag kl. 13.02 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Årslev Kro på Silkeborgvej i Brabrand, hvor personalet forgæves havde forsøgt at få en gæst til at betale for sine overnatninger. Manden havde overnattet på kroen i to nætter, men da han lidt efter kl. 12.00 blev bedt om at betale regningen, oplyste han, at hans telefon desværre var løbet tør for strøm, og at han uden den ikke kunne huske koden på sit hævekort, og han havde heller ikke nogen kontanter.

Personalet var behjælpelige med at skaffe en oplader til telefonen, men da telefonen havde fået strøm igen, oplyste manden, at der desværre ikke var nok penge på kortet, men at hans fætter snart ville komme og betale. Manden forlod herefter stedet i sin bil.

Personalet har dog noteret personoplysninger på manden og registreringsnummer på bilen, så politiet har en formodning om, hvem manden er.

Telefon viste sig at være stjålet

Mandag kl. 14.13 kom en kvinde og to børn ind i en butik på Toldboldgade i Aarhus C for at indlevere en telefon til reparation. Da de afleverede telefonen, oplyste ekspedienten, at den var meldt stjålet og at den ville blive afhentet af politiet.

Det viste sig, at kvindens 18-årige datter for knap et år siden havde købt telefonen via en annonce på Den Blå Avis. Datteren havde aftalt at mødes med sælgeren ved Busgaden, hvor hun købte telefonen for 6000 kroner, som hun betalte kontant uden at få kvittering eller lignede dokumentation med.

Telefonen havde virket fint indtil nu, hvor det var begyndt at knibe med signalet. Den 18-årige kvinde besluttede derfor at indlevere telefonen til reparation, og hun har forklaret til politiet, at det først dér gik op for hende, at der var tale om en stjålet telefon. Den 18-årige kvinde blev sigtet for hæleri ved at have købt en stjålet telefon.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man ved handel mellem private altid sørger for at få en form for kvittering eller anden dokumentation for, at der ikke er tale om hælervarer. Er du i tvivl, så lad være med at indgå en handel, da det i sidste ende kan betyde, at du bliver sigtet for hæleri.

Sigtet for at true butiksmedarbejder

Tirsdag morgen kl. 6.57 blev en 34-årig mand anholdt på Banegårdspladsen i Aarhus og sigtet for at have truet en medarbejder i 7-Eleven på banegården.

Medarbejderen fortalte, at han havde opdaget, at den 34-årige tog en flaske vand fra butikken, som han lagde ned i en pose. Da han var på vej ud af butikken uden at betale, gik medarbejderen hen til ham og forlangte, at han betalte for vandet.

Den 34-årige leverede modvilligt vandflasken tilbage, men blev aggressiv og førte en finger hen over halsen, mens han kiggede på medarbejderen. Den bevægelse gentog han flere gange på vej ud af butikken. Medarbejderen følte sig truet og ringede derfor til politiet.

Kort efter kom en patrulje frem og anholdt manden, som blev sigtet for trusler på livet.

Mand havde kniv og hash i bilen

En patrulje fra Østjyllands Politi fattede natten til tirsdag kl. 1.40 mistanke til en mand, som stod ved sin bil på Helge Rodes Vej i Aarhus V. Da manden så patruljen komme kørende lidt længere oppe ad vejen, satte han sig hurtigt bag rattet og kørte fra stedet. Patruljen besluttede ud for mandens adfærd at tage en snak med ham og dirigerede derfor bilen ind til siden.

Bilisten, en 22-årig mand, blev visiteret, og i hans ene lomme fandt betjentene en kniv, som han blev sigtet for at besidde. Inde i bilen lå der flere salgsposer med hash gemt, og den 22-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

Slagsmål endte i anholdelse

Mandag kl. 18.24 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået slagsmål på græsplænen foran Vor Frue Kirke på Klostertorvet i Aarhus. Da patruljen ankom til stedet havde en vagt tilbageholdt en kvinde, mens en anden vagt forsøgte at tilbageholde to andre personer, der ville blande sig. Det viste sig, at den 44-årige kvinde havde indladt sig i slagsmål med flere andre, og hun blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Færdsel

Mandag kl. 05.55 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Egå. En 54-årig mandlig lastbilchauffør trak ud i ydersporet for at overhale to busser. Da lastbilen efterfølgende trak ind i det inderste spor igen, kom en personbil, ført af en 54-årig mand bagfra, overhalede lastbilen og trak derefter ind foran lastbilen. Men da personbilen ikke fastholdt den højere hastighed, blev den påkørt bagfra af lastbilen. Der sket betydelig materiel skade på begge biler, men der skete umiddelbart ingen personskade.

Færdsel

Mandag kl. 06.22 skete der et uheld i krydset Fredensgade/Sønder Allé i Aarhus C, hvor en gadelampe var faldet ned på kørebanen, hvorefter flere biler havde påkørt den med materiel skade til følge. Krydset blev spærret og færdslen blev reguleret på stedet, indtil der var ryddet op, og det igen var muligt at færdes i krydset.

Færdsel

Mandag kl. 07.38 skete der et færdselsuheld på Carl Nielsens Vej i Aarhus C. En 58-årig kvindelig bilist kørte ind i rundkørslen ved Kongeveje, da hun påkørte en 48-årig kvindelig cyklist, der var på vej rundt i rundkørslen. Der sket umiddelbart kun mindre materielle skader ved uheldet og ingen personskade. Den 58-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Færdsel

Mandag kl. 11.02 blev en 51-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Havkærvej i Tilst.

Færdsel

Mandag kl. 16.46 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Aarhus N. I forbindelse med sammenfletning på stedet skete der sammenstød mellem en personbil, ført af en 52-årig mand og en lastbil, der blev ført af en 32-årig mand. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet og umiddelbart ingen personskade.

Færdsel

Mandag kl. 21.49 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej i Aarhus V. En 27-årig mandlig bilist kom kørende ad Paludan Müllers Vej, da han af ukendt årsager påkørte en bil, der holdt parkeret langs kørebanen. Den parkerede bil blev skubbet frem i en anden parkeret bil, så det skete skade på i alt tre biler. Der skete dog ingen personskade ved uheldet.

Indbrud

Der er det seneste døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

Publiceret 15 September 2020 19:43