Arkivfoto af 7-Eleven på Immervad i Aarhus.

Arkivfoto af 7-Eleven på Immervad i Aarhus. Google Maps.

Kioskrøver anholdt: Lå og sov på en bænk i Aarhus

Mand truede kvindelig ekspedient og stjal cigaretter

En kvindelig medarbejder i 7-Eleven tilkaldte i nat klokken 01.18 politiet, efter en mandlig kunde havde truet hende og stjålet en pakke cigaretter fra butikken på Immervad i Aarhus C.

Medarbejderen forklarede politiet, at manden havde gået lidt rundt inde i butikken, inden han kom hen og bad om en pakke cigaretter, og det skulle være hard pack. Da medarbejderen forklarede, at hun kun havde cigaretmærket i bløde pakker, blev manden meget vred og råbte skældsord og trusler mod hende.

Til sidst tog han cigaretpakken og forlod butikken uden at betale. Takket være overvågningsbilleder fra butikken blev han tre timer senere genkendt og anholdt af en patrulje, der fandt ham sovende på en bænk i Aarhus. I en af sine lommer havde han en pakke cigaretter magen til den, der blev stjålet i butikken.

Manden, der er 34 år, blev sigtet for røveri ved at have truet medarbejderen, da han tog cigaretterne. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 14 September 2020 15:53