Hans Kristian Skibby.

Hans Kristian Skibby. Foto: Steen Brogaard

Folketingsmedlem fik knytnæve i ansigtet i Aarhus

Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti overfaldet ved letbanearrangement

Folketingsmedlem Hans Kristian Skibby (DF) blev i formiddags overfaldet, da han deltog i et letbane-arrangement ved Lisbjerg Station.

Politikeren havde bemærket en ung mand, der stod og stirrede og ikke så glad ud, fortæller Hans Kristian Skibby til bt.dk.

"Jeg synes, det er ubehageligt, da han kommer tæt på, men pludselig tager han så to skridt hurtigt og giver mig en knytnæve, mens han siger: 'Så kan du lære det'," fortæller Skibby til avisen.

Slaget rammer ham på siden af hovedet, og han er hævet i ansigtet og lidt rød ved øret, fortæller politikeren, som dog ikke har ondt og ikke er kommet alvorligt til skade.

"Jeg er jo valgt i området, og han gik direkte efter mig, så sammenholdt med hans kommentar er der meget, der tyder på, at det handler om mig som politiker. Så jeg er da chokeret over det," siger den folkevalgte DF'er, som er valgt i Østjylland, til bt.dk.

Voldsmanden blev på stedet og blev kort efter anholdt af politiet. Østjyllands Politi bekræfter over for B.T., at der har været en voldsepisode ved Lisbjerg i dag, og at man har anholdt en mand.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup skriver på Facebook, at hans 'yderst fredelige' kollega tager det pænt, men er lidt rystet over overfaldet.

jr

Publiceret 14 September 2020 19:06