Arkivfoto.

Arkivfoto.

Politiet modtog skræmmende opkald:

"Jeg har dræbt hele min familie"

En patrulje fra Østjyllands Politi rykkede sent lørdag aften ud til en falsk alarm, der var tæt på at ende galt

Det var tæt på at ende helt galt, da politiet sent lørdag aften rykkede ud til en adresse i Viby, hvor en 19-årig mand via 112 havde anmeldt, at han havde dræbt hele sin familie. Den 19-årige have i øvrigt sagt i telefonen, at han ville skyde politiet, hvis betjente rykkede ud til hans adresse.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Opkaldet viste sig at være en falsk alarm, men da betjentene fik kontakt til den unge mand på adressen, var det tæt på at udvikle sig til at ende helt galt. Det skriver TV2 Østjylland, der har snakket med vagtchef Rene Ludvig fra Østjyllands Politi.

Politiet sendte flere patruljer, og da de ankom, mødte betjentene en mand, som tog ladegreb på en pistol. Han pegede dog ikke med den mod betjentene, og det var heldigt, da det kunne have haft fatal betydning.

"Han tager ladegreb på det, der viser sig at være en soft gun, men det kan vores patrulje ikke se," siger Rene Ludvig til TV2 Østjylland og fortsætter:

"I værste fald havde vi skudt efter ham."

Manden blev efterfølgende anholdt og er sigtet for trusler og misbrug af faresignaler ved at ringe til 112 med en falsk anmeldelse. Det skal nu vurderes, om manden skal tvangsindlægges på en psykiatrisk afdeling. Han bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør, da sagen betragtes som en ulykkelig hændelse. Politiet forsøger desuden at finde frem til mandens familie, skriver TV2 Østjylland.

jwh

Publiceret 13 September 2020 10:07