Foto:

Foto: Øxenholt Foto

Politiet søger vidner til voldsomt gruppe-slagsmål på p-plads

Østjyllands Politi søger vidner til det store slagsmål og knivstikkeri, der fandt sted torsdag aften i det vestlige Aarhus

I døgnrapporten efterlyser Østjyllands Politi nu vidner til det store slagsmål, der torsdag aften udspillede sig på en parkeringsplads i det vestlige Aarhus.

Omkring klokken 20.50 fik politiet en anmeldelse om, at en gruppe på 10 til 12 mænd var oppe at slås på en p-plads på Rydevænget i Aarhus V.

Flere patruljer kørte til stedet, men da betjentene kom frem, var slagsmålet overstået, og de personer, der var på stedet ønskede ikke at fortælle politiet, hvad der var sket.

Kort efter fandt Østjyllands Politi ud af, at en 23-årig mand var mødt op på skadestuen med skader efter knivstik, som han sandsynligvis havde pådraget sig i forbindelse med slagsmålet på Rydevænget. Den 23-årige, der heller ikke havde lyst til at sige særlig meget til politiet, var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Et større område blev afspærret i nogle timer, mens politiet sikrede spor på p-pladsen, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til, hvem gerningsmændene var, og hvad årsagen til slagsmålet var.

Der er endnu ingen anholdte i sagen.

Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet, kan Østjyllands Politi kontaktes på 114.

jwh

Publiceret 11 September 2020 16:51