Kæmpeeftersøgninger har været sat i værk, for at finde Sofie. Foto:Øxenholt Foto.

Sådan blev efterlyste Sofie fundet i live

Den efterlyste Sofie fra Viby ved Aarhus er blevet fundet i god behold efter flere dage med store eftersøgninger

Det oplyser vagtchef Morten Bang ved Østjyllands Politi natten til lørdag.

"Hun blev fundet i Højbjerg af en borger, der cyklede forbi hende omkring klokken 01. Hun blev fundet i god behold, og hun er genforenet med familien. Det er vi rigtig glade for, oplyser vagtchefen hos Østjyllands politi til Ritzau.

Den 21-årige kvinde gik fra hjemmet i Viby onsdag formiddag og blev ikke set i mere end to døgn.

Det førte til store eftersøgninger blandt andet med hunde, helikoptere og dykkere. Frivillige fra Missing og Hjemmeværnet hjalp også med at lede.

Fredag gik Hjemmeværnet fra dør til dør i Viby-området og for at spørge, om nogen havde set den 21-årige kvinde, ligesom haver og grønne områder i nærheden blev gennemsøgt.

Politiets melding under eftersøgningen har hele tiden været, at der ikke var noget, som tydede på, at hun havde været udsat for en forbrydelse. Dette fastholder vagtchefen, efter at den unge kvinde er blevet fundet.

Publiceret 05 September 2020 00:00