Arkivfoto

Politirapporten: Hund fandt rat og GPS i sorte sække

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 25. august 2020

Politihund fandt koster i en skov

Natten til tirsdag kl. 03.34 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 51-årig mand, der havde haft indbrud i sin bil, der holdt parkeret på Arnakvej i Højbjerg. Tyven havde knust en siderude og havde blandt andet stjålet bilens rat og navigationssystem.

En af politiets hundepatrulje blev sendt til stedet, og hundene fik spor fra gerningsstedet til skoven ved Jægerstien, hvor der blev fundet to sorte plastiksække med de stjålne genstande indeni. Genstandene blev derefter leveret tilbage til ejeren af bilen. Gerningsmanden fandt hundene desværre ikke frem til i denne omgang.

Skabte uro ved arresten

Mandag kl. 22.04 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Aarhus Arrest, der oplyste, at der på parkeringspladsen ved siden af retten på Vestre Allé holdt en bil, hvori der sad flere personer, mens flere andre løb rundt og råbte ind til nogle af de indsatte.

Da patruljen ankom til stedet, var der særligt én af personerne, der, trods politiets formaninger, fortsatte med at råbe så højt, at nogle af de indsatte hørte ham og råbte tilbage. Betjentene forsøgte gentagne gange at få den 27-årige mand til at stoppe med at råbe, men da han alligevel fortsatte, blev han til sidst anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Butikstyv havde en kniv på sig

Mandag kl. 18.02 blev Østjyllands Politi kaldt til Magasin i Aarhus, hvor en butiksvagt havde tilbageholdt en mandlig butikstyv. I forbindelse med visitation af manden havde vagten fundet en ulovlig kniv og ønskede derfor politiets assistance. Da betjentene kom til stedet, erkendte den 19-årige mand, at det var hans kniv, men at han brugte den, når han var ude og fiske og havde glemt, at han havde efterladt den i sin taske efter sin seneste fisketur. Den 19-årige mand blev sigtet for overtrædelse af knivloven, og kniven blev beslaglagt.

Færdsel

Mandag kl. 11.05 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Viby Ringvej i Åbyhøj. En 39-årig kvindelig bilist kom kørende ad Silkeborgvej, da hun i krydset ved Viby Ringvej kørte frem for rødt lys og stødte sammen med en lastbil, der blev ført af en 24-årig mand. Den 39-årige kvinde kom kun lettere til skade ved uheldet, der dog medførte store materielle skader og trafikale gener på Silkeborgvej.

Færdsel

Mandag kl. 14.37 skete der et færdselsuheld på Møllehatten i Risskov. En 23-årig kvindelig bilist havde påkørt en pullert, og da hun klagede over smerter i nakken blev der sendt redningskøretøjer til stedet. Det viste sig dog, at kvinden havde påkørt pullerten med meget lav hastighed, og hun kunne selv komme ud af bilen og ønskede ikke at komme en tur på sygehuset. Hun blev sigtet for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed.

Indbrud i boliger i Aarhus

På Hasselengen i Hasselager begået mandag den 24/8 mellem kl. 10.00 og kl. 23.00

jr

Publiceret 25 August 2020 15:16