45-årige Mike Birkholm Bruus og 25-årige Omar Mohamad Metashar.

45-årige Mike Birkholm Bruus og 25-årige Omar Mohamad Metashar. Foto: Østjyllands Politi

Narkodrab i Aarhus: Politiet leder efter disse to mænd

Østjyllands Politi beder nu borgerne om hjælp til at finde to mænd, som efter politiets opfattelse spiller en aktiv rolle i en hashhandel i millionklassen, som angiveligt var baggrunden for drabet på en 25-årig mand, der blev skudt 22. juli på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.

Hashhandlen gik ikke helt efter bogen og førte til strid mellem to grupper, mener politiet, som i længere tid har ledt efter 45-årige Mike Birkholm Bruus og 25-årige Omar Mohamad Metashar.

”Vi har et stykke tid ledt efter de to mænd, men da vi ikke har kunnet finde frem til dem, beder vi nu offentligheden om hjælp til at lokalisere dem. Vi mistænker dem for at have spillet en aktiv del i episoden og skal nu have klarlagt deres roller,” siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup i en pressemeddelese fra Østjyllands Politi.

To mænd sidder varetægtsfængslet i hashsagen, og en 40-årig mand er varetægtsfængslet for drabet på den 25-årige.

Har du oplysninger om, hvor de to efterlyste til narkosagen befinder sig, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

jr

Publiceret 25 August 2020 09:30