Arkivfoto

Vred nabo beskyldte kvinde for tyveri og skubbede hende, så hun slog baghovedet i jorden

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en voldssag mod en 26-årig kvinde, som lørdag eftermiddag blev overfaldet i en baggård på Søndre Ringgade i Aarhus.

Det skete ved 17-tiden, hvor kvinden sammen med syv andre spillede kongespil i gården, da to personer fra en naboopgang henvendte sig til selskabet og beskyldte dem for at have stjålet nogle borde og bænke fra en anden opgang.

Den ene af naboerne tog ifølge politiets oplysninger fat i kvindens højre overarm og gav hende et hårdt skub i brystkassen, så hun mistede balancen, faldt bagover og slog baghovedet ned i jorden. Den 26-årige kvinde kom dog heldigvis ikke til skade ved det ublide møde med jorden, oplyser Østjyllands Politis vagtchef René Ludvig.

"Selskabet med kvinden var helt uforstående overfor beskyldningerne, og det ene ord tager det andet. Folk er måske også ved at være trætte af larm i denne tid, men det retfærdiggør på ingen måde handlingen," fortæller vagtchefen.

Politiet har foretaget nogle afhøringer for at finde ud af, hvad der nøjagtigt skete, og hvem der overfaldt kvinden i baggården.

jr

Publiceret 23 August 2020 13:02