Politiaktion fredag aften på Aarhus Ø.

Politiaktion fredag aften på Aarhus Ø. Øxenholt Foto

Stor politiaktion på Aarhus Ø

Politiet tog ingen chancer og rykkede ud med et stort antal patruljer og betjente med skudsikre veste, da man fredag aften modtog en anmeldelse om, at en mand gik rundt med en pistol på Kystpromenaden på Aarhus Ø.

"Anmelderen troede, det var en skarpladt pistol, og så tager vi det super seriøst. Når man står med noget, der ligner en pistol, bliver du mødt med en skarp reaktion," fortæller Østjyllands Politis vagtchef René Ludvig til Lokalavisen Aarhus.

Det viste sig at være en splatterpistol, som manden stod med, og som politiet tog fra ham. Manden slipper dog ikke med at få taget splatterpistolen fra sig.

"Vi har sigtet ham for at overtræde Straffelovens paragraf 266 om trusler. Det er et signal om, at man ikke skal rende rundt med noget, der ligner en pistol," siger vagtchefen.

jr

Straffeloven § 266:

Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Publiceret 22 August 2020 15:33