Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stcok

Politirapporten: Rasende bilist stak helt af overfor medtrafikant

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 20. august 2020

Vred bilist slog på bil

En 26-årig mand endte med en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden, efter han onsdag morgen var blevet rasende på en anden bilist. Den 26-årige kom kørende på Randersvej i Aarhus, da en 35-årig mandlig bilist foran ham bremsede hårdt op i et kryds.

Den 26-årige måtte selv træde hårdt på bremsen, og han blev så sur over den 35-åriges opbremsning, at han besluttede sig for at konfrontere ham. Da bilerne holdt for rødt i et lyskryds lidt senere, steg den 26-årige ud og forsøgte at hive døren op til den 35-åriges bil. Den 35-årige blev bange og skyndte sig at køre for stedet, men den 26-årige fulgte efter.

På en p-plads på Mariane Thomsens Gade kørte han ind foran den 35-årige og spærrede vejen for ham. Herefter gik han hen til den 35-åriges bil og bankede til sidespejlet, lukkede lidt af luften ud af det ene dæk og bankede på taget, mens han råbte af den 35-årige, som ringede til politiet.

Da patruljen kom frem, så de den 26-årige i færd med at overfuse den 35-årige. Den 26-årige blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.00 en 26-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for tyveri ved tirsdag morgen at have stjålet skuffen fra et kasseapparat i JYSK på M.P. Bruuns Gade i Aarhus. Uden for butikken fik han åbnet skuffen og stak af med 1.100 kroner i kontanter. Ud fra vidneudsagn og spor på stedet fik politiet hurtigt mistanke til den 26-årige, der blev anholdt onsdag.

Ud over tyveriet i JYSK sigtes han også for i juni at have begået indbrud i en privat bolig i Aarhus, hvor han kravlede op på en altan, gik ind via terrassedøren og stjal et dankort og omkring 1.000 kroner i kontanter.

Den 26-årige er tidligere dømt for flere lignende forhold, og han fremstilles derfor i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Sigtet for overfald ved busstoppested

En 29-årig mand blev onsdag anholdt og sigtet for vold ved at have overfaldet en 34-årig mand ved et busstoppested på Grøndalsvej i Viby. Den 34-årige stod og ventede på bussen omkring kl. 12.00, da den 29-årige kom kørende til stoppestedet i sin bil.

Han steg ud og slog den 34-årige flere gange med flad hånd, inden han kørte derfra. Vidner på stedet kunne oplyse bilens nummerplade til politiet, der derfor kort efter fik fat i den 29-årige mand.

Han erkendte at have slået den 34-årige, som han mente havde generet hans kæreste tidligere på dagen.

Færdsel

Onsdag kl. 7.40 skete der et færdselsuheld i krydset Vejlby Ringvej/Kongevellen i Aarhus N. En 45-årig kvindelig bilist svingede til højre ad Kongevellen og kørte ind foran en 35-årig cyklist, der ramte ind i siden på hendes bil. Cyklisten mistede kortvarigt bevidstheden efter sammenstødet, og han blev efterfølgende kørt til skadestuen. Han kom dog umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Færdsel

Natten til torsdag kl. 03.00 skete der et færdselsuheld på Aarhus Syd Motorvejen i vestgående retning ved Viby, da 19-årig mandlig bilist af uvisse årsager mistede herredømmet over sin bil og kørte af vejen i kurven på en afkørsel. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.

Indbrud i boliger i Aarhus

• På Krusemyntevej i Egå begået mellem torsdag d. 13/8 kl. 17.00 og mandag d. 17/8 kl. 17.00

jr

Publiceret 20 August 2020 20:37