Arkivfoto

Solbad tog ubehagelig drejning: Kvinde nedstirret af mand og udsat for vold

En 34-årig kvinde lå mandag aften klokken 18.48 og nød solen på Tangkrogen i Aarhus, da hun blev opmærksom på en mand, der sad i nærheden og stirrede på hende.

Det var ubehageligt, syntes kvinden, som derfor flyttede sig. Kort efter kom manden hen til hende, kiggede på hende og sagde ”dit svin”. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Hun sagde, han skulle stoppe med at kigge på hende og gå sin vej, men det havde den modsatte effekt end ønsket. Han gik tværtimod hen til hende og slog hende flere gange i ansigtet.

Hun forsøgte at forsvare sig selv, indtil et vidne kom til stedet og fik fjernet manden, der forlod stedet.

Kort efter fik politiet fat i gerningsmanden, som var en mand på 47, der blev anholdt og sigtet for vold.

jr

Publiceret 18 August 2020 14:47