Brand i hus på Lystrupvej i Lystrup.

Brand i hus på Lystrupvej i Lystrup. Øxenholt Foto

Politirapporten: Ild i villa - nabo ringede 112

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 17. august 2020

Brand i villa i Lystrup

Politi og brandvæsen rykkede søndag kl. 17.28 ud til en brand i en villa på Lystrupvej i Lystrup. Der var ingen hjemme i boligen, men en nabo havde ringet 112, da hun så det brændte. Brandvæsnet fik slukket branden, der formentligt er opstået i en skraldespand. Dele af huset fik større brandskader, men ingen personer kom til skade under branden.

Motorcykeltyve taget på fersk gerning

En opmærksom borger ringede til politiet lidt over kl. 24 natten til mandag, da han fra sit vindue på Olof Palmes Allé i Aarhus N kunne se to personer i færd med at skære låsen på en motorcykel over med en vinkelsliber.

En patrulje kørte hurtigt til stedet og opdagede hurtigt to mænd, der trak afsted med en motorcykel. Da de så betjentene, forsøgte de begge at stikke af. En 28-årig mand blev med det samme indhentet og anholdt, mens hans makker i første omgang nåede at løbe ind i et buskads og væk fra betjentene.

En hundepatrulje var kort efter på pletten, og politihunden blev sat til at lede efter den undvegne mand. Der gik ikke længe, inden den snusede sig ind på flugtruten, løb gennem nogle buske og hen til en bygning på Brendstrupgårdsvej. Her stillede den sig og begyndte at gø, mens den kiggede op mod taget. Deroppe lå en 35-årige mand og gemte sig, og han blev anholdt og ligesom sin makker sigtet for tyveri.

Kvik borger forpurrede indbrud i bilEn 19-årig mand blev natten til mandag kl. 01.30 anholdt og sigtet for at forsøge at bryde ind i en bil på Finsensgade i Aarhus N. En beboer på vejen blev vækket ved, at en mand stod og bankede på ruden til en bil og forsøgte at bryde en dør op. Politiet blev kontaktet og en patrulje fik på vejen derhen øje på den 19-årige mand, som svarede til det signalement, vidnet havde givet i telefonen.

Han virkede beruset og nægtede at kende noget til et indbrud i en bil.

Den 19-årige blev dog genkendt af vidnet, og på en bil på Finsensgade fandt politiet flere opbrudsmærker og skader på den ene rude, ligesom der lå noget værktøj i nærheden, der formentlig er blevet brugt i forsøget på at bryde ind.

Ud over sigtelsen for forsøg på tyveri blev den 19-årige også sigtet for spritkørsel og kørsel uden førerret, da politiet mistænker, at han var kørt i bil til gerningsstedet.

Falsk udlejer snød kvinde for 10.000 kroner

En 20-årig kvinde anmeldte søndag, at hun var blevet udsat for bedrageri af en falsk udlejer. Kvinden fortalte, at hun havde set et opslag på Facebook, hvor en mand søgte en lejer til en lejlighed i Aarhus C. Hun kontaktede manden, der bad om, at den videre korrespondance skete via WhatsApp.

Manden sendte billede af et id-kort som dokumentation og bad den 20-årige overføre 10.000 kroner i depositum og lejeforskud. Overførslen skulle ske til en udenlandsk konto.

Kort efter overførslen kunne hun ikke længere komme i kontakt med udlejeren, og da hun tog hen til lejligheden i Aarhus, viste det sig, at der allerede boede nogen i den.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.

Herunder nogle gode råd, når du skal leje en bolig.

• Vær kritisk hvis udlejeren vil have dig til at overføre penge til en udenlandsk konto

• Betal aldrig kontant eller give penge under bordet

• Få lejligheden vist frem og få dokumentation for, at udlejeren ejer den

• Tjek gerne udlejerens navn og mobilnummer og bed om at se legitimation

Sigtet for at skubbe vagt i brystet

Søndag omkring kl. 16.45 opstod der uro mellem nogle personer på Klostertorvet i Aarhus. En vagt på stedet gik hen for at skille de ophidsede parter ad, men en mand i gruppen skubbede ham hårdt i brystet. Det fik vagten til at trække sig tilbage og tilkalde politiet, der kort efter kom frem.

Flere vidner udpegede en 52-årig mand, som ham der havde skubbet. Han blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Færdsel

Søndag kl. 16.15 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Hasle. En 32-årig mandlig bilist drejede til højre ind mod en tankstation, da en anden bilist angiveligt forsøgte at overhale indenom og ramte ind i siden på den 32-åriges bil. Efterfølgende stak den anden bilist af fra stedet, mens den 32-årige tilkaldte politiet. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet. Politiet har en god formodning om, hvem den anden bilist er.

Færdsel

Søndag kl. 16.54 skete der et færdselsuheld i krydset Hasle Ringvej/Haslegårdsvej i Aarhus V. En 37-årig kvindelig bilist var i færd med at foretaget et højresving, da en anden bilist kørte ind i siden på hendes bil. Herefter stak bilisten af fra stedet. Kvinden kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Et vidne noterede nummerpladen på den anden bil, og Østjyllands Politi vil nu forsøge at finde frem til føreren af bilen.

Indbrud i private hjem i Aarhus

• På Ørvadsvej i Voldbæk ved Brabrand begået mellem fredag d. 14/8 kl. 14.00 og søndag d. 16/8 kl. 12.00

• På Silkeborgvej i Brabrand begået søndag d. 16/8 mellem kl. 14.00 og kl. 20.15

• På Skovvangsvej i Aarhus N begået søndag d. 16/8 mellem kl. 13.30 og kl. 22.00

jr

Publiceret 17 August 2020 16:00