Arkivfoto.

Arkivfoto.

Politirapporten:

Vidner hjalp til med anholdelse af kvindelig spritbilist

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport for Aarhus

Flere vidner så søndag klokken 20.19 en 44-årig kvinde køre ind på p-pladsen ved Rema 1000 i Tranbjerg, hvorefter hun svingede ind i en palle med udstillingsvarer. Sammenstødet skete med lav fart, så der skete ingen skade på bil eller varer, og kvinden parkerede efterfølgende noget uden for stregerne i en parkeringsbås foran butikken.

Kvinden gik herefter noget usikkert hen til en palle, hvor hun satte sig. Imens fik vidnerne tilkaldt politiet og sørgede for, at kvinden ikke satte sig ind i bilen igen.

En patrulje kom til stedet og anholdt den 44-årige, der blev sigtet for spritkørsel.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Døgnets øvrige hændelser

Parfumetyv tilbageholdt af vagt

En årvågen butiksvagt i Salling i det centrale Aarhus opdagede søndag klokken 10.24, at en 53-årig mand stod og puttede nogle æsker med parfumer op under sin jakke. Da manden forsøgte at gå ud af butikken uden at betale, stod vagten klar og tilbageholdt ham, indtil politiet kom frem.

Vagten genkendte manden fra et andet butikstyveri begået et par dage før, hvor der også blev stjålet parfumer. Her var det dog ikke lykkedes at tilbageholde manden. Overvågning fra butikken viste begge tyverier, og betjentene sigtede derfor den 53-årige for butikstyveri begået både fredag og søndag.

Færdsel

Søndag klokken 12.17 skete der et færdselsuheld på Trekærvej i Løgten. En 21-årig mandlig bilist mistede kontrollen med sin bil og kørte med høj fart i grøften. Han blev efterfølgende kørt til skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Søndag klokken 20.43 blev en 44-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Vestergade i Aarhus C.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

• På Hamphøjvej i Højbjerg begået mellem lørdag d. 8/8 klokken 15.00 og søndag d. 9/8 klokken 9.40

• På Kannevej i Kanne ved Solbjerg begået mellem torsdag d. 6/8 klokken 21.15 og søndag d. 9/8 klokken 13.30

• På Attikavej i Hårup ved Hjortshøj begået mellem lørdag d. 8/8 klokken 11.00 og søndag d. 9/8 klokken 15.00

jwh

Publiceret 10 August 2020 15:31