Afspærring efter drab ved Jydsk Væddeløbsbane.

Afspærring efter drab ved Jydsk Væddeløbsbane. Arkivfoto: Øxenholt Foto

Politiet:

Drab i Aarhus har forbindelse til narkohandel

Politiet kæder narkohandel sammen med drab ved travbanen i Aarhus og fremstiller tirsdag to mænd i grundlovsforhør

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag klokken 10.30 to mænd på henholdsvis 41 år og 44 år fra Aarhus i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De sigtes begge for medvirken til handel med narkotika.

Østjyllands Politi kæder desuden narkotikahandlen sammen med drabet på en 25-årig mand, der 22. juli blev skudt ved travbanen i Aarhus. De to anholdte er dog i øjeblikket kun sigtet for medvirken til narkotikahandel.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

”Vores efterforskning har vist, at drabet ved travbanen har forbindelse til en større narkotikahandel mellem to persongrupper. Vi fortsætter vores intensive efterforskning af sagen, og vi forventer yderligere anholdelser i sagen i takt med at efterforskningen skrider frem,” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i pressemeddelelsen.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker af hensyn til den videre efterforskning ikke at oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.

jwh

Publiceret 04 August 2020 10:08