Foto: Rigspolitiet

Politirapporten:

Anholdt person spyttede betjent lige i ansigtet

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En patrulje fra Østjyllands Politi bankede søndag klokken 14.20 på ruden til en bil, der holdt parkeret på Herredsvej i Hasle. I bilen sad to mænd og sov, og politiet havde fået en anmeldelse om, at mændene muligvis var påvirkede. Derfor besluttede patruljen at undersøge sagen nærmere, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Den 28-årige mand, der sad bag rattet og sov, var noget utilfreds med at blive vækket og nægtede at oplyse, hvem han var. Han steg ud af bilen og gik hen imod en af betjentene og skød brystet frem. Han blev anholdt og sigtet for ikke at ville oplyse sit navn til politiet.

Under anholdelsen gjorde den 28-årige kraftigt modstand og råbte gentagne gange flere skældsord mod betjentene. Mandens aggressive adfærd fortsatte under køreturen ind til politistationen, og han begyndte nu også at spytte i patruljebilen.

Fremme på stationen spyttede manden også en af betjentene i ansigtet. Han blev derfor sigtet for vold mod politiet, ligesom han også blev sigtet for at fornærme politiet, oplyses det i døgnrapporten.

Døgnets øvrige hændelser

Tyve stjal værktøj fra container på byggeplads

En virksomhed anmeldte mandag morgen, at de i løbet af weekenden havde fået stjålet værktøj for flere hundredetusindekroner fra en container, som stod på en byggeplads på Skanderborgvej 242 i Viby.

Gerningsmændene havde skåret låsen på containeren op og havde tømt containeren for værktøj.

Formentligt er indbruddet sket i løbet af lørdag eftermiddag/aften. Har du oplysninger om tyveriet, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114.

Færdsel

Søndag kl. 15.31 skete der et færdselsuheld på Genvejen i Hasselager. En 21-årig mandlig bilist kørte ud fra en frakørsel og ind foran en bil ført af en anden 21-årig mand, hvorefter der skete et sammenstød. Ingen af de involverede i uheldet kom umiddelbart alvorligt til skade.

Søndag kl. 16.57 blev en 37-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit-og narkokørsel og for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Aarhus V.

Søndag kl. 22.46 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 22-årig mand mistede kontrollen over sin bil, der rullede rundt og endte på taget. Den 22-årige kom dog umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Søndag kl. 23.09 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej tæt på Christian X’s Vej i Viby. En 51-årig kvinde var gået i stå med sin bil og holdt derfor i siden af vejen. Hendes 59-årige mand kom kørende til stedet og var i gang med at sætte startkabler mellem de to biler, da en 23-årig mandlig bilist overså de to biler og kørte op bag i kvindens bil. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Foto:

Foto: Øxenholt Foto

jwh

Publiceret 03 August 2020 16:35