Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Politirapporten:

Voldsom telefonsamtale endte med anholdelse

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En 36-årig mand blev onsdag klokken 10.30 anholdt og sigtet for trusler om vold mod en offentlig myndighed, efter han et par timer før havde haft en voldsom telefonsamtale med en medarbejder i Jobcenter Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Den 36-årige var frustreret over Jobcentrets behandling, og i telefonsamtalen fremsagde han flere gange trusler mod personalet. En patrulje traf lidt efter den 36-årige på gaden i Aarhus, hvor han blev anholdt og sigtet.

Døgnets øvrige hændelser

Narkosigtet svinede betjente til

En 21-årig mand var i usædvanligt dårligt humør, da han onsdag klokken 17.39 blev kontaktet af en patrulje på Skelagervej i Aarhus N. Her havde betjentene standset en bil, som den 21-årige var passager i. Da patruljen syntes, at den 21-årige virkede påvirket af hash, sigtede de ham for besiddelse af euforiserende stoffer og bad ham stige ud af bilen, så de kunne visitere ham.

Den 21-årige udtrykte højlydt sin utilfredshed med politiet og nægtede at forlade bilen. Da betjentene tog fat i hans arm for at få ham ud, gjorde han kraftigt modstand og forsøgte af al kraft at holde sig i bilen. Det lykkedes betjentene at få ham ud og få lagt ham i håndjern. Undervejs kastede den 21-årige en tirade af skældsord og fornærmelser mod patruljen, der kvitterede med en sigtelse for at fornærme politiet.

I lommen på den 21-årige fandt betjentene noget hash og flere tusinde kroner i kontanter, og det fik politiet til at ransage den unge mands lejlighed i Risskov. Her lå der både skunk, hash, salgsposer, digitalvægte og flere tusinde kroner i kontanter. Både stoffer, udstyr og penge blev beslaglagt, og den 21-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

Færdsel

Onsdag klokken 10.30 skete der et færdselsuheld på Kridthøj Torvet i Højbjerg. En 41-årig kvindelig bilist forklarede, at en patruljebil bakkede ind i hende, mens de var i gang med at få fat i en anholdt. Sammenstødet skete med lav fart, og kvinden kom umiddelbart ikke noget til.

Onsdag klokken 11.33 skete der et færdselsuheld på Vestre Ringgade i Aarhus C. En 62-årig mand på knallert skiftede vognbane og ramte ind i en bil ført af en 19-årig kvinde. Knallerten væltede, og den 62-årige røg ned på asfalten. Han kom dog umiddelbart ikke noget til. Da politiet kom frem, blev han sigtet for at have foretaget et vognbaneskift til fare for andre.

Onsdag klokken 14.41 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Aarhus C. En 21-årig kvindelig cyklist var i færd med at krydse vejen, da hun blev ramt af en bil ført af en 23-årig kvinde. Cyklisten blev kastet op på kølerhjelmen og røg ned på asfalten. Hun blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset.

Onsdag klokken 15.24 skete der et færdselsuheld på Hasselager Centervej i Viby. En 18-årig kvindelig bilist svingede ud fra en indkørsel og ramte ind i en bil ført af en 60-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 18-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag klokken 17.36 skete der et færdselsuheld på Marselis Boulevard i Aarhus C. En 38-årig mandlig lastbilchauffør kørte op bag i en bil ført af en 28-årig kvinde. Bilen snurrede rundt, ramte en lygtepæl og kørte ind i nogle buske ved siden af vejen. Der skete store materielle skader på bilen, men ingen af personerne i bilen kom umiddelbart noget til. Lastbilchaufføren blev sigtet for manglende agtpågivenhed, og da han er udenlandsk statsborger uden bopæl i Danmark, modtog han en straksbøde, der skulle betales med det samme.

Onsdag klokken 20.30 skete der et færdselsuheld på Nordskovvej i Lemming ved Viby. En 42-årig mandlig bilist kørte ind i en bil ført af en 55-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til. Den 42-årige mand blev efterfølgende anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel. En blodprøve skal nu afgøre, om han var påvirket under kørslen.

Onsdag klokken 21.37 skete der et færdselsuheld i krydset Ringvej Syd/Oddervej i Højbjerg. En 19-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en motorcykel ført af en 73-årig mand, som havde en 72-årig kvinde siddende bagpå. Motorcyklen væltede, og den 73-årige mand blev kørt på skadestuen med mindre kvæstelser. Han kom dog umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Natten til torsdag klokken 2.48 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit-og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Grundtvigsvej i Viby.

Publiceret 09 July 2020 20:55