Arkivfoto.

Arkivfoto. Øxenholt Foto

Stort slagsmål med knivstikkeri: Ung mand stukket i hånd, skulder, balle og læg

Østjyllands Politi søger vidner til et større slagsmål med op til ti personer på Søndervangen i Viby, der blev anmeldt mandag klokken 23.46.

Slagsmålet var overstået, da politiet kom frem, men flere vidner kunne fortælle om råberi og slagsmål, og politihunde fandt flere genstande, der formentlig havde relation til slagsmålet. Vidnerne havde desuden bemærket en sort Mercedes B-klasse og en sort Audi Q2 eller Q3.

To minutter i midnat kom der via 112 en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv, og at han var på vej på skadestuen på Aarhus Universitetshospital, hvor politiet traf og visiterede otte personer. Tre af dem havde en peberspray på sig og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Den knivstukne var en 21-årig mand, der havde flere snitsår i hånd, skulder, læg og balle. Han ville ikke snakke med politiet, men udfra vidneforklaringerne og fund på gerningssstedet vurderer politiet, at han blev stukket i forbindelse med slagsmålet.

Østjyllands Politi er i fuld gang med at klarlægge hændelsesforløbet og hører i den forbindelse meget gerne fra vidner, der har set noget i forbindelse med slagsmålet på Søndervangen i Viby omkring klokken 23.45 mandag aften. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Det oplyser politiet i døgnrapporten.

jr

Publiceret 07 July 2020 11:23