Bauhaus ved Mega Syd i Viby.

Bauhaus ved Mega Syd i Viby. Foto: Google Maps

16-årig stjal og misbrugte tre butiksansattes dankort - vendte tilbage og nikkede skaller

Af
Jeppe Rafn

En 16-årig dreng blev torsdag eftermiddag anholdt i Bauhaus på Ringvej Syd i Viby og sigtet for vold, tyveri og misbrug af tre dankort.

Dagen forinden havde tre medarbejdere fået stjålet og misbrugt deres dankort ved et indbrud i deres garderobeskabe. På overvågningen kunne man se en ung mand stjæle kortene, og da han dagen efter vendte tilbage til butikken og blev genkendt, bad personalet ham blive på stedet. Det ville han ikke, og derfor tog de fat i ham, oplyser politiet.

"Flere prøver at holde ham tilbage, og han reagerer kraftigt ved at nikke to af dem en skalle på næsen for at slippe fri. De kom dog ikke alvorligt til skade, og det lykkedes at fastholde ham," fortæller Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen.

Den 16-årige havde flere af de stjålne dankort på sig, da politiet kom frem og fik ham anholdt. Han kommer fra Aarhus C, og forældrene og de sociale myndigheder blev underrettet om sagen.

Han nåede at misbruge dankortene fem gange, inden medarbejderne fik spærret deres kort, som blev stjålet dagen inden anholdelsen.

"Han køber for nogle mindre beløb i forskellige butikker. Nogle af beløbene er på under 100 kroner," fortæller Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen.

Publiceret 03 July 2020 21:25