Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Politirapporten: Tricktyv stjal flere tusinde kroner fra ældre kvinde

Tricktyv på spil i det nordlige Aarhus

Mandag fik Østjyllands Politi to anmeldelser vedrørende tricktyveri, hvor det formodes, at der er tale om den samme gerningsmand.

Kl. 09.10 bankede manden på hos en 83-årig kvinde på Spangsvej i Risskov og oplyste hende om, at han skulle aflæse varme i stuen. Han var kortvarigt gået ind i køkkenet, men gik igen, da kvinden sagde, hun ville kontakte viceværten.

Kl. 12.15 bankede den samme mand formentlig på hos en 76-årig kvinde på Abildgade i Aarhus N. Her oplyste han, at han var fra boligforeningen og skulle undersøge en vandskade og måle trykket på en radiator. Her slap han afsted med nogle tusinde kroner, der var taget fra en pung, som lå i en taske.

Østjyllands Politi opfordrer særligt de ældre borgere til ikke at lukke personer ind, som man ikke kender. Hvis en person udgiver sig for at være håndværker eller lignende, så bed om at få lov til at se noget ID på vedkommende.

Aggressiv mand ved banegården

Mandag kl. 21.47 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået uroligheder på Banegårdspladsen i Aarhus, hvor en mand havde råbt og skubbet til en tilfældig borger. Da betjentene ankom til stedet fik de kontakt til en vagt, der havde tilbageholdt manden, der nu sad på en stol.

Da han så betjentene, rejste han sig hurtigt op fra stolen og begyndte at råbe af dem, og da han blev bedt om at holde sig ro, slog han ud med sin ene arm. Den 27-årige mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Brand i togvogn

Mandag kl. 14.21 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en togvogn på Højvangskolen på Klokkeskovvej i Stavtrup, Viby J. Da politiet ankom til stedet, havde brandvæsnet allerede slukket branden og var kørt fra stedet igen. Årsagen til branden er endnu ukendt.

Færdsel

Mandag kl. 07.02 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Vestre Ringgade i Aarhus C. En 61-årig mandlig bilist skulle svinge til venstre ad Vestre Ringgade, da han opkørte en 25-årig kvindelig cyklist, det var på vej ligeover i krydset ad Silkeborgvej. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet.

Færdsel

Mandag kl. 07.19 skete der et færdselsuheld i krydset Vejlby Ringvej/Kongevellen i Aarhus N. To biler, ført af henholdsvis en 30-årig kvinde og en 30-årig mand, stødte sammen i krydset. Parterne var ikke helt enige om, hvem der var skyld i uheldet, der kun medførte materiel skade på bilerne.

Indbrud i private hjem i Aarhus Kommune

  • På Spangsvej i Risskov begået mandag den 29/6 kl. 09.10
  • På Abildgade i Aarhus N begået mandag den 29/6 kl. 12.15
  • På Præstetoften i Beder begået mellem mandag den 22/6 og søndag den 28/6 kl. 12.00
  • På Kornbakke Allé i Aarhus N anmeldt mandag den 29/6 kl. 15.40
  • På Grønnegade i Aarhus C begået mellem lørdag den 27/6 kl. 18.00 og mandag den 29/6 kl. 14.50
  • På Vidtskuevej i Viby begået mellem lørdag den 27/6 kl. 13.00 og mandag den 29/6 kl. 17.35

jr

Publiceret 30 June 2020 14:39