Politihund fik færten af biltyv.

Politihund fik færten af biltyv. Modelfoto

Fører hoppede ud af autocamper og lod den trille videre ind i lyskryds

Af
Jeppe Rafn

Søndag aften et kvarter før midnat blev en hundepatrulje tilfældigvis opmærksom på en autocamper, der kørte på H. C. Andersens Vej i Åbyhøj.

Autocamperen havde ikke korrekt lys på, så patruljen rettede lyset på taget mod den modkørende og vendte om og kørte efter camperen, der drejede ud på Søren Frichs Vej i retning mod Ringvejen.

Autocamperen trillede langsomt - nu med åben førerdør - frem gennem krydset ved Viby Ringvej, inden den stoppede på cykelstien og fortovet.

Da betjentene gik hen for at tale med føreren, var han væk. De kunne samtidig konstatere, at der var blevet smadret en rude, tændingslåsen var opbrudt, og der lå indbrudsværktøj på sædet.

Politihunden blev derfor sat på sporet af den forsvundne bilist, som ikke havde rent mel i posen. Hunden fik færten i retning af XL Byg på Åbyvej, hvor føreren tilsyneladende var kravlet over et hegn med pigtråd foroven. Hund og fører kunne ikke komme videre, men kort efter fik de øje på en 51-årig mand inde på byggemarkedets område, som lignede ham, betjentene havde set køre i autocamperen.

Han erkendte straks, at han havde stjålet autocamperen, og politiet fik klippet hul i hegnet, så han kunne komme ud og blive anholdt og sigtet for brugstyveri af autocamperen.

Biltyven havde stjålet autocamperen på H. C. Andersens Vej lige før det for ham uheldige møde med politiet, og han tog med politiet tilbage til stedet, hvor der lå glasskår fra den smadrede bilrude.

Den 51-årige mand har tidligere fået frakendt kørekortet, så han blev også sigtet for kørsel i frakendelsestiden, selvom han nægtede at have kørt den.

"Han sagde, det var en anden, der havde kørt den, og som var stukket af, men betjentene var ret sikre på, at det var ham, de havde set bag rattet," fortæller pressemedarbejder Janni Lundager fra Østjyllands Politi.

Publiceret 29 June 2020 18:20