Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Tre unge anholdt:

Har snydt sig til 259.000 kroner på nettet

Tre mænd, der kommer fra Aarhus og Favrskov, er blevet anholdt for databedrageri

Østjyllands Politis afdeling for økonomisk kriminalitet slog torsdag til mod tre unge mænd, som blev anholdt og sigtet for i flere tilfælde at have udgivet sig for at være fra NETS og skaffet sig adgang til flere personers bankkonti. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

De tre mænd, som er henholdsvis 16, 20 og 20 år, sigtes foreløbigt for fire tilfælde af databedrageri, hvor de samlet set har snydt folk for 259.000 kroner. Derudover sigtes de for en enkelt gang at have forsøgt at stjæle 600.000 kroner ved netbanksindbrud.

Metoden, der er blevet brugt ved svindelnumrene, er desværre velkendt, lyder det fra politiet.

I alle tilfælde har de forurettede modtaget en sms med NETS som afsender med en tekst om, at der var mistænkelig aktivitet på deres bankkonto, og at de skulle ringe tilbage til NETS på et bestemt nummer.

Når de forurettede ringede tilbage, fik de fat i en person, der udgav sig for at være fra NETS, hvorefter de blev guidet til at udlevere brugernavn og adgangskode til deres bankkonti. På den måde har de kriminelle skaffet sig adgang til kontoen og efterfølgende hævet en del penge, som så bliver overført til en anden konto, som de har fået rådighed over.

De tre mænd, der kommer fra Aarhus og Favrskov, blev alle løsladt efter endt afhøring. De er fortsat sigtet, og politiet efterforsker sagen videre, og der forventes yderligere sigtelser i sagen.

Østjyllands Politi opfordrer til, at du aldrig udleverer dine personfølsomme oplysninger som bankoplysninger, NemID eller lignende over telefonen. Ingen myndigheder vil bede om dine oplysninger på den måde, oplyser politiet i døgnrapporten.

jwh

Publiceret 19 June 2020 20:47