Uroen i Gellerup begyndte efter en demonstration på Grundlovsdag.

Uroen i Gellerup begyndte efter en demonstration på Grundlovsdag. Øxenholt Foto

Lokalpolitiet i Gellerup appellerer om hjælp til at få fat på uromagere

Lokalpolitiet roser beboerne for at engagere sig, men efterlyser hjælp til at få fingre i uromagerne

Af
Jeppe Rafn

Lokalpolitiet i Gellerup efterlyser hjælp til at få fat på flere af de uromagere, der i weekenden blandt andet kastede sten og fyrværkeri mod politiet og satte biler og containere i brand. Det fortæller lokalpolitiets leder Klaus Hvegholm Møller i et interview med Lokalavisen, hvor han samtidig roser lokalsamfundet for at hjælpe politiet med at dæmpe gemytterne.

Opstod urolighederne, fordi en mand blev skudt af politiet ved en demonstration, eller var det generel frustration?

"Der er mange gisninger om hvorfor, men vi ved det ikke nøjagtigt, for vi har ikke fat i dem, der har anstiftet det," siger Klaus Hvegholm Møller.

Er det kriminelle eller utilpassede unge, der laver ballade?

"Vi har ikke noget konkret - ikke noget jeg vil gå ud med."

Har det været meget organiseret?

"Det kan vi ikke sige noget om, for vi mangler at få en til afhøring, der vil sige noget. Det ville være dejligt, hvis nogen har oplysninger om, hvem der har været med til det her, så vil vi gerne vide det. Hvis man har info om det mindste, må man gerne ringe 114 og fortælle det lokale politi, hvad man ved. Det vil vi tage imod med kyshånd. Mange beboere i området er trætte af, hvad der er sket, og det er dem vi er til for og gerne vil passe på, så vi skal have stoppet gerningsmændene."

Er det meget unge, der har været på gaden?

"Der er både unge og ældre imellem. Det spænder bredt aldersmæssigt."

Hvad gør I fra lokalpolitiets side for at dæmpe urolighederne?

"Vi gør alt, hvad vi kan for at komme i snak med forældre, og vi har et godt samarbejde med kommunen og boligforeningen. Den forebyggende indsats er meget vigtig, og vi skal hurtigst muligt have stoppet det her, så alle får en så god hverdag som mulig."

Hvad gør I for at komme i kontakt med forældrene?

"Vi deltager blandt andet i beboermøder, men vi kommer også i klubberne og træffer de unge. Der er måske nogen, der synes, det er sjovt at lave gang i gaden, men de får en plet på straffeattesten og bliver straffet hårdt, og det skal vi sikre os, de forstår. Vi tager det meget alvorligt og prøver at komme i kontakt med så mange som muligt hver eneste dag."

Østjyllands Politi har på baggrund af urolighederne oprettet en strafskærpelseszone i Gellerup. Det betyder, at straffen for bestemte former for utryghedsskabende kriminalitet som hærværk, vold mod politiet, brandstiftelse og overtrædelse af våbenloven som udgangspunkt bliver fordoblet, hvis det foregår inden for zonen.

"Det viser alvoren i det her, og lokalsamfundet gør meget ud af at fortælle om dobbeltstraf og sige, nu skal det stoppe. Ikke bare politiet, men mange beboere engagerer sig, og det er rigtigt fint," siger Klaus Hvegholm Møller, leder af lokalpolitiet i Gellerup.

Ifølge Klaus Hvegholm Møller har der været roligt i Gellerup de seneste par dage, men han tør ikke garantere, at urolighederne er fortid.

"Når vi har fundet ud af baggrunden for balladen, kan vi måske komme med et kvalificeret bud på, om det er overstået."

Publiceret 10 June 2020 21:44