Arkivfoto

Hvem er han? Mand med stort hvidt skæg og bamser i bilen kontakter børn i Aarhus

Østjyllands Politi fik torsdag en anmeldelse fra en mor, hvis 8-årige datter og en veninde var blevet kontaktet af en mand, der havde gjort dem utrygge.

Moren har fortalt, at datteren og veninden cirka klokken 13.40 havde været på vej hjem fra skole, da de blev kontaktet af manden på Bispehavevej i Hasle mod bagsiden af Citykirken på Viborgvej.

Manden var kørt op på siden af pigerne og steg ud af bilen og sagde noget, der lød som 'kom'. Pigerne blev forskrækkede og cyklede hurtigt hjem.

Senere torsdag kom der endnu en anmeldelse angående en mand, som svarede til beskrivelsen fra episoden på ved Citykirken, der havde kontaktet nogle andre børn.

Det skete ved 19-tiden på Vibyvej i Åbyhøj, hvor nogle børn legede ude ved vejen. En bil standsede, og en mand sagde 'kom' til børnene, som fortalte det til deres mor, der var i haven. Hun gik ud til vejen, hvor manden ved bilen åbnede døren til bagsædet og viste en masse enhjørningebamser og sagde noget om bamser.

Moren sagde, at det skulle de ikke have noget af, og gik med børnene ind i haven igen.

Det oplyser Østjyllands Politi, som gerne vil i kontakt med manden eller andre, der kan have oplysninger om ham.

Manden beskrives som:

175 cm høj

Mørk i huden

Havde et stort hvidt skæg

Almindelig af bygning

Iført rød, sort og hvid trøje

Kørende i en grøn, ældre stationcar

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

jr

Publiceret 29 May 2020 00:00