Politiet søger vidner til voldsom episode på Sintrupvej i Brabrand.

Politiet søger vidner til voldsom episode på Sintrupvej i Brabrand. Modelfoto: Adobe Stock

Vanvittig vejvrede i Brabrand: Mand med vildt blik i øjnene stak skruetrækker gennem forrude

Østjyllands Politi søger vidner til en vejvrede-episode på Sintrupvej i Brabrand, hvor der angiveligt blev stukket en skruetrækker igennem forruden på en bil.

En 47-årig mand har anmeldt, at han tirsdag eftermiddag kom kørende i området og blev opmærksom på en sort bil, der kørte meget hasarderet og ud og ind mellem biler, så de modkørende biler måtte trække ud i rabatten for ikke at blive påkørt.

Han noterede sig bilens nummerplade og lagde også mærke til en hvid bil, der ligeledes kørte meget stærkt, og anmelderen havde en opfattelse af, at personerne i den sorte og hvide bil kendte hinanden.

Pludselig bremsede den sorte bil op foran ham, og den hvide bil standsede også foran ham, så de spærrede vejen for ham. Føreren af den sorte bil steg ud af bilen og løb hen mod anmelderens bil med et 'vildt blik' i øjnene og slog en skruetrækker gennem forruden, så den splintrede. Herefter kørte begge biler fra stedet.

Den 47-årige var meget naturligvis meget utryg ved situationen og har forklaret politiet, at manden med skruetrækkeren havde et meget aggressivt og truende kropssprog.

Han ringede og anmeldte episoden til politiet, der klokken 15.00 sendte en patrulje til stedet, hvor patruljen stødte på og standsede en bil, der passede på anmelderens beskrivelse.

Føreren af bilen var en 23-årig mand, som havde en skruetrækker i bilen, men nægter at have været i en konfrontation med en anden bilist. Han havde i øvrigt ikke sikkerhedssele på, men der sad en afklippet sikkerhedssele-spænde i låsen ved førersædet.

Herefter snakkede politiet med anmelderen, som havde et tydeligt hul i forruden med knust glas omkring. Politiet efterforsker sagen og er i gang med at undersøge den 23-årige mands rolle. Så du episoden, bedes du kontakte politiet på telefon 114.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 27 May 2020 00:00