Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Drama i butikscenter:

Aggressiv kvinde fra Aarhus anholdt

En 40-årig kvinde fra Aarhus blev mandag anholdt i Viby Centret

En politi-patrulje kørte mandag klokken 17.33 til Viby Centret, hvor en butiksansat ventede med en kvinde, som han havde anmeldt for svindel i butikken. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da betjentene ankom, mødte de den ansatte sammen med den tilbageholdte kvinde. Kvinden var opfarende og nægtede at oplyse hverken navn, adresse eller fødselsdato. Da kvinden efter gentagne forespørgsler stadig nægtede at give sine oplysninger, blev hun oplyst om, at hun var anholdt med henblik på at sikre hendes identitet. Kvinden blev tiltagende aggressiv og sparkede den ene betjent over skinnebenet, oplyser politiet.

Kvinden fik derfor håndjern på og kom med på politistationen, hvor man fik hende identificeret som en 40-årig kvinde fra Aarhus. Til sigtelserne for flere tilfælde af bedrageri og dokumentfalsk, kunne kvinden efter episoden også føje sigtelser for vold mod tjenestemand og for ikke at ville give sine oplysninger, fremgår det af døgnrapporten.

jwh

Publiceret 26 May 2020 20:29